Kim Furbo Rewitz

Forskningsleder

 

Projekttitel

Hvordan reguleres hormonproduktionen ved kønsmodning og reproduktion?

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Min videnskabelige nysgerrighed for de hormonsystemer, der styrer udvikling, vækst og reproduktion, blev i første omgang vakt af min ven og mentor, professor emeritus Lawrence I. Gilbert, da jeg var ph.d.-studerende i North Carolina. Her blev jeg introduceret til bananfluen Drosophila, som er en attraktiv genetisk model, når man vil besvare biologiske spørgsmål inden for dette område. Forskningsfeltet fascinerede mig, og jeg valgte efterfølgende at lave min postdoc hos Michael O’Connor i Minnesota, hvor jeg kunne udforske dette modelsystem. Her fik jeg erfaring med de mange sofistikerede genetiske værktøjer, der gør Drosophila til en af de mest anvendte modelorganismer inden for biologisk forskning.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Steroidhormon-produktion er en kompliceret cellulær proces. Det bliver derfor en udfordring at kortlægge det sæt af proteiner, der gør specialiserede celler i stand til at producere steroidhormoner og at forstå disse proteiners samspil. Bananfluen har ca. 70 % af dens gener til fælles med mennesker. Et vigtigt perspektiv er derfor, at resultaterne vil være direkte relevante for menneskelige sygdomme, hvor steroidproduktionen er fejlreguleret. En sådan fejlregulering kan bl.a. påvirke pubertet, fertilitet, stofskifte og kræft.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Udvælgelsen til forskningsleder under Sapere Aude-programmet er fantastisk for min karriere og for mine muligheder for at fortsætte min forskning på det niveau, som jeg gerne vil. Bevillingen vil blive brugt til at igangsætte forskningsprojekter med udgangspunkt her i Danmark, men med stærke internationale relationer. Helt konkret betyder det, at jeg kan etablere min egen forskningsgruppe med øget mulighed for at tiltrække dygtige forskere og internationale bevillinger. 

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er gift med Anna, der er projektkonsulent i ADHD-foreningen. Sammen har vi to børn, Louis og Camille, på 7 og 4 år. Vi bor på Frederiksberg, men min forskning har bragt os til både North Carolina og Minnesota, USA. Det har været fantastisk både arbejdsmæssigt og for os som familie. Som person er jeg nysgerrig og kan lide at være kreativ og innovativ, og forskningen er såvel mit arbejde som min hobby. I min fritid er jeg fodboldtræner for en gruppe drenge, jeg er meget glad for at kitesurfe, og jeg går meget op i musik.