Det internationale retsvæsen: En analyse af dets fremvækst og konsekvenser
Min interesse for forskningsfeltet opstod i midten af 1990’erne, hvor jeg opholdt mig i Centralamerika og på nærmeste hold kunne observere, hvordan international ret påvirkede demokratiseringsprocesserne i regionen. Jeg specialiserede mig derefter i retssociologiske studier af international ret og globalisering. Min forskningsinteresse er grundlæggende at undersøge, hvordan en stadigt mere globaliseret verden nødvendiggør en tilsvarende mere institutionaliseret og judicialiseret international ret samt konsekvenserne heraf for jura, politik og samfund.
En af de væsentligste udfordringer for dette projekt er at kombinere en specifik institutionel analyse af det internationale retsvæsen med en mere generel analyse af globalisering for således at kunne forklare den voldsomme vækst i internationale domstole i sammenhæng med en global transformation af ret, politik og samfund. Dette kræver, at projektet fremkommer med en ny teoretisk ramme for forståelsen af international ret og dets globale samfundsmæssige forankring.
Det betyder, at jeg i samarbejde med et team af forskere kan udleve en forskningsvision om at stå i spidsen for et banebrydende forskningsprojekt, der gentænker forholdet mellem ret og globalisering gennem en konkret empirisk forskningsgenstand: internationale domstole.
Efter at have boet mange år i udlandet i forbindelse med min forskning bor jeg nu sammen med min kone Ashley og min datter Asta lidt uden for København. Det er også oftest på afstand af universitetet, at mine forskningsidéer opstår: enten på den daglige cykeltur ind til byen eller gennem musik eller skønlitteratur.
Københavns Universitet, Det Juridiske Fakultet, Center for Retskulturelle Studier
International retssociologi
Lyngby-Taarbæk Kommune
Varde Gymnasium