Rasmus Fensholt

Forskningsleder

 

Projekttitel

Er ørkenspredning en global tendens? Brug af satellitter til bestemmelse af plantevækst på klodens tørre områder

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Menneskets forvaltning af de globalt givne naturressourcer på vores landjord har altid interesseret mig. Gennem mit universitetsstudium blev jeg introduceret til, hvordan den rette brug af satellitbilleder (Jord Observation) kan bidrage med uvurderlig information om såvel udnyttelse som overudnyttelse af globale naturressourcer som vand og vegetation. Jeg blev fascineret af det spændende og uudnyttede potentiale i at kunne anvende satellitbaseret teknologi med henblik på naturressourceforvaltning. Dette gør sig særligt gældende i udviklingslande, hvor opdateret information ofte mangler, hvilket er en forhindring for opretholdelse af et bæredygtigt levegrundlag.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

I modsætning til den gængse opfattelse peger nyere videnskab baseret på brugen af satellitbilleder i retning af, at jordens tørre områder globalt set er karakteriseret ved en stigende plantevækst. Det er dog ikke på nuværende tidspunkt klart, hvad der kan forklare denne stigning. Det kræver yderligere satellitbaserede analyser at afdække, hvorvidt grunden er, at stadigt stigende arealer i tørre områder overgår til opdyrkede arealer pga. befolkningstilvækst, eller om der i højere grad er tale om klimadrevne ændringer. Med en forbedret forståelse kan man imødegå fremtidige klimaændringer i disse områder. Områder, som udgør godt 40 % af vores jordoverflade og huser en tredjedel af den globale befolkning.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Sapere Aude-programmet er et meget værdifuldt springbræt for min forskerkarriere. Som forskningsleder kan jeg sammensætte og styre et forsker-team, der kan bidrage med banebrydende forskning inden for mit felt. At indgå i programmet giver mig mulighed for at forfølge og realisere mine forskningsidéer i samarbejde med ledende forskere ved NASA i USA. Jeg forventer, at Sapere Aude-projektet vil give mig den forsknings- og ledererfaring, der er påkrævet for på sigt at kunne konsolidere og udvide forskergruppen vha. eksterne nationale og internationale bevillinger. 

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er gift med Marlene, der er uddannet filosof og forsker, og sammen har vi to drenge, Vitus og Sophus, på 4 og 3 år. Efter mange år på Østerbro i København er vi for nyligt flyttet ud af byen og bor nu ved Hareskoven, hvor vi værdsætter de udendørs fornøjelser, der er forbundet med skoven på alle årstider. Som kontrast til forskningsarbejdet holder jeg meget af fysisk udfoldelse og spiller fodbold i KB oldboys om sommeren og er passioneret skiløber i vinterhalvåret. Jeg sætter pris på det praktiske arbejde med at istandsætte vores gamle skovløberhus. Generelt er jeg et udadvendt menneske, der holder af et godt grin i hverdagen sammen med såvel store som små, og jeg værdsætter gode, lange samtaler.