Thomas Habekost

Forskningsleder

 

Projekttitel

Hjernens aktivitetsniveau og evnen til at være opmærksom

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Selv om jeg er uddannet psykolog, har jeg siden gymnasietiden været ret naturvidenskabeligt orienteret i min tænkning. I løbet af studiet viste det sig, at denne interesse bedst kunne kombineres med psykologiske problemstillinger inden for neuropsykologi og forskning i hjerneskade. Jeg skrev speciale hos professor Claus Bundesen, der havde udviklet en matematisk model for opmærksomhedsprocesser, og jeg har i de følgende 10 år arbejdet med at udvikle denne model til at undersøge effekterne af hjerneskade og det hjernemæssige grundlag for opmærksomhed i det hele taget. Det aktuelle projekt tager denne teoretiske interesse et langt stykke videre ved at medregne hjernens generelle aktivitetsniveau og dens påvirkelighed for farmakologiske stoffer.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Mit projekt omfatter både grundvidenskabeligt arbejde, hvor jeg vil udvikle en ny matematisk model for opmærksomhedsprocesser, og kliniske undersøgelser af børn med ADHD og voksne med skade i højre side af hjernen. De enkelte delprojekter spænder over forskellige fagdiscipliner som kognitionspsykologi, neurofarmakologi og børnepsykiatri. Jeg har stærke samarbejdspartnere i ind- og udland inden for alle disse felter, men det bliver en udfordring at koordinere hele projektet og få de enkelte dele til at spille optimalt sammen. Perspektiverne er efter min mening meget spændende og omfatter en ny grundvidenskabelig forståelse af centrale hjernefunktioner samt bedre diagnostik og behandling af personer med opmærksomhedsforstyrrelser.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Sapere Aude-bevillingen giver mig mulighed for at udvikle min forskning i en helt anden grad, end det ville være muligt som individuel universitetslektor. Jeg kan nu ansætte et hold af talentfulde yngre forskere til at udføre en række omfattende empiriske projekter, der kan understøtte og udvikle mine teoretiske ideer. Jeg har også mulighed for at sætte denne forskningsaktivitet i forbindelse med førende udenlandske grupper i Tyskland, Frankrig og Irland, som vi vil besøge eller invitere til Danmark. Jeg ser Sapere Aude-bevillingen som en afgørende støtte til at etablere et forskningscenter inden for mit faglige interesseområde, som jeg vil søge at følge op med fremtidige bevillinger, når projektet er gennemført.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er gift og har en datter på 4 år. Jeg prioriterer min familie højt og bruger størstedelen af min fritid sammen med dem. Som barn blev jeg Danmarks- og Nordensmester i skak i min aldersgruppe, og som ”intellektuel hobby” minder forskningsarbejdet på mange punkter om skakspil med hensyn til f.eks. teoretisk fordybelse, langsigtet planlægning, pragmatisk beslutningstagning og et konkurrenceelement. Forskning er dog en ”hobby”, der har den store fordel, at det handler om vigtige, virkelige problemer, og det er et stort plus, at det er en ”holdsport”.