Kasper Møller Hansen

Forskningsleder

 

Projekttitel

Hvad får os til at stemme? 

Hvad handler dit projekt om?

Hvad får os til at stemme? Høj valgdeltagelse er et sundhedstegn for et demokrati. Det tillader os som borgere at holde politikerne ansvarlige, og krydset er samtidig en accept af det repræsentative demokrati. Er der grupper, der systematisk melder sig ud af den demokratiske proces, mister de indflydelse, og samtidig falder de politiske beslutningers legitimitet. Valgdeltagelsen faldt markant og særligt blandt nydanskerne og de unge ved det seneste kommunalvalg, og derfor er der behov for øget forståelse af, hvem der henholdsvis stemmer og undlader at stemme, hvilke faktorer der kan forklare dette, og hvordan man kan øge valgdeltagelsen. Projektet består af to hoveddele. Første del af projektet skaber et panel af 2.3 mio. danskeres faktiske valgdeltagelse ved kommunalvalgene 2009 og 2013.

Det giver en unik mulighed for at undersøge, hvem der stemmer, og hvilke faktorer der påvirker valgdeltagelsen. Vi ser særligt på netværks indflydelse - fx hvordan individets tendens til at stemme påvirkes af den husholdning, det nabolag, den arbejdsplads eller den uddannelsesinstitution, vedkommende er en del af.

Anden del af projektet gennemfører i tæt samarbejde med en række ministerier og organisationer felteksperimenter for at undersøge, hvordan man fremadrettet kan øge valgdeltagelsen. Projektet vil specifikt teste effekten af fire måder at opfordre borgerne til at stemme: Udsendelse af pjecer, SMS-opfordringer, dør-til-dør kampagner samt foredrag/debatter på uddannelsesinstitutioner.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Interessen opstod med et fokus på, at valgdeltagelsen er omdrejningspunktet i vort demokrati. Her holder vi politikerne til ansvar og giver dem mandat til at styre på vores vegne. Da det i Danmark er hemmeligt, hvem som stemmer, ved vi faktisk ikke hvem, som bliver på sofaen. Det var i nysgerrigheden for at finde ud af det, at interessen opstod.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

En af teserne er, at det at stemme er noget, man gør sammen med andre. Man følges ad med sine forældre, man tager med sin samlevende til stemmelokalerne og så videre. Der vil være mulighed for at analysere i hvor høj grad, det er rent faktisk er tilfældet. Samtidig skal vi se på, hvor langt ”ringene i vandet” spredes: hvis du stemmer, hvor stor sandsynlighed er der så for, at andre i din husholdning stemmer, andre familiemedlemmer, andre i dit nabolag og så videre? Hvor meget kan man sige, at valgdeltagelsen ”smitter”?

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Det giver en fantastisk mulighed for at arbejde med et helt unikt projekt, som vil kunne bringe en mere præcis og dybere forståelse af, hvad som får os til at stemme eller blive på sofaen, når der er valg. Det vil kunne resultere i videnskabelige artikler i de bedste videnskabelige tidsskrifter og ikke mindst give mig mulighed for at udvikle mine forskningslederegenskaber.

Lidt om mennesket bag forskeren

Gift med Line og har sammen børnene Freja (2004), Jonatan (2006) og Nikolaj (2010).