Cathrine Frandsen

Forskningsleder

 

Projekttitel

At lave nye magneter - med nanopartikler som byggesten

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Jeg har været fascineret af materialers fysik og kemi, siden jeg begyndte at studere. Den fascination har udviklet sig til at omfatte nanopartikler, og hvordan nye materialer kan laves af disse partikler. Nanopartikler er de mindste krystaller, som naturen eller vi kan fremstille. Det fascinerer mig, at deres egenskaber ofte er markant anderledes end de større krystallers, og at disse egenskaber igen ændres, når flere partikler sætter sig sammen. 

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

I dette projekt prøver jeg at finde ud af, hvordan man kan designe nye kraftige magneter ved at lade forskellige typer af magnetiske nanopartikler organisere sig i et kompositmateriale. Det er en udfordring at studere og kontrollere partiklerne med den detaljegrad, som jeg gerne vil. Med brug af bl.a. nye typer af elektronmikroskopi er dette muligt, omend stadig ikke let. Håbet er at kunne bidrage væsentligt til forståelsen af materialedesign og især fremstillingen af nye magneter, som er vigtige for grønnere teknologi.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Sapere Aude-bevillingen giver mig mulighed for at realisere en forskningsidé, som kræver en stor eksperimentel satsning inden for avanceret elektronmikroskopi og magnetiske målinger. Jeg er utroligt glad for at have fået denne mulighed, som jeg også tror, vil gavne min karriere med hensyn til at opbygge og lede en forskningsgruppe. 

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg bor i København med min mand Jesper Nygård, som også er fysiker, og vores to børn, Liv på fem år og Johan på syv år. Vi rejser en del sammen, og weekenderne bruger vi ofte i Sverige. Jeg holder meget af naturoplevelser og af at tegne og male.