Morten Mattrup Smedskjær

Forskningsleder

 

Projekttitel

Glas under højt tryk: Udvikling af modeller til at designe nye glasmaterialer

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Jeg har interesseret mig for materialekemi, siden jeg som civilingeniør-studerende modtog undervisning i faget af professor Yuanzheng Yue ved Aalborg Universitet i 2006. Han blev også senere min ph.d.-vejleder, og hans entusiasme har været smittende lige siden. I løbet af 2011 og 2012 blev min interessere yderligere forstærket, da jeg tog til USA for at arbejde med de førende forskere inden for mit felt hos verdens største producent af specialprodukter inden for glas og keramik (Corning Inc.).

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Glas er i dag et højteknologisk materiale, der er en afgørende del af eksempelvis smartphones, vindmøller, solceller og optiske fibre. På trods af dette er glas på mange måder stadig et mysterium, da forståelsen af materialets grundlæggende fysik og kemi i høj grad er ukendt. Det skyldes primært, at glas har en rodet struktur på nanoskala. Ved at behandle glas under højt tryk kan vi ændre dets mikroskopiske struktur, hvilket også fører til ændringer i de makroskopiske egenskaber. For at kunne udnytte dette til at udvikle nye glasmaterialer, mangler der kvantitative forståelser af, hvorfor og hvordan glas reagerer på højt tryk. I samspil med eksperimenter ønsker vi derfor at udvikle modeller, der kan designe komprimerede glasmaterialer med forudbestemte egenskaber.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Sapere Aude-bevillingen giver mig optimale vilkår for at etablere min egen forskningsgruppe, indkøbe nyt laboratorieudstyr og realisere de visioner, jeg har for min forskning. Jeg får således mulighed for at sætte et betydningsfuldt aftryk på mit forskningsfelt, og med finansieringen af udlandsophold giver det mig også mulighed for at videreudvikle mine internationale forskningskontakter og etablere nye. Muligheden for at forfølge mine egne ideer og forme min egen forskningsprofil er af afgørende betydning for min fremtidige forskningskarriere. 

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg bor i en lejlighed i Aalborg sammen med min forlovede, Mengyao, der også er uddannet fra Aalborg Universitet. Vi nyder at rejse sammen i vores ferier, men også hverdagslivet med god mad, gå- og cykelture samt samvær med familie og venner.