Poul Duedahl

Forskningsleder

 

Projekttitel

Viden til verden: Om UNESCOs globale virkningshistorie, 1945-75

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Det har ofte undret mig, hvorfor vores historiske viden om internationale organisationer i så udpræget grad indskrænker sig til undersøgelser af organisationernes bagvedliggende ideer og tilblivelsen af en række konkrete initiativer inde bag de tykke mure i organisationernes hovedkvarterer – uden stillingtagen til initiativernes efterfølgende rejseveje og lokale følgevirkninger. Det har jeg længe haft lyst til at lave om på. Dels fordi de internationale organisationer jo er oplagte at nærstudere som globaliseringsaktører i efterkrigstiden, og dels fordi de er sat i verden for netop at gøre en forskel og derfor bør vurderes efter, om det lykkedes.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Overordnet kan projektet give os et billede af de internationale organisationers bidrag til globaliseringens historie, og det er håbet, at projektets analysestrategi samtidig kan danne skole inden for studiet af internationale organisationers virkningshistorie. Mere specifikt vil forskningsteamet fokusere på UNESCO – FN’s særorganisation for videnskab, uddannelse og kultur –, der blev sat i verden for at gennemføre et stykke mental ingeniørkunst og altså ændre befolkningernes tankegang i kølvandet på aggressionerne før og under Anden Verdenskrig. Her bliver udfordringen at følge, hvordan UNESCOs ideer og initiativer blev overført i praksis fra hovedkvarteret i Paris til de enkelte medlemsstater og i det hele taget at vurdere initiativernes lokale følgevirkninger. Det kommer til at ske gennem arkivstudier i ni lande fordelt overalt på kloden med henblik på at vurdere af effekten af en række udvalgte cases med særlig betydning i efterkrigstiden.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Det vil i næsten alle henseender være et kvantespring fremad. For det første vil jeg kunne opbygge et forskningsteam og et tilhørende netværk med ekspertise inden for studiet af internationale organisationers virkningshistorie, hvad der er stærkt behov for. For det andet er det kun praktisk muligt at gennemføre et studium af internationale organisationers virkningshistorie gennem finansiel support af en vis størrelsesorden, eftersom virkningshistorien nødvendigvis må undersøges lokalt og ikke i hovedkvarteret. For det tredje giver programmet mulighed for noget så sjældent og værdifuldt som fordybelse. Og sådan kunne jeg fortsætte…

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er gift og far til Alexander på ni år og Anna på seks år. Min hustru er født i Kinas gamle hovedstad, Xi’an, som jo var Silkerutens udgangspunkt og verdens første millionby. Byen vender vi tilbage til, så ofte det overhovedet er muligt, så børnene vedligeholder denne del af deres identitet og sprogkundskaber. Men samtidig er opholdene en uudtømmelig inspirationskilde for mig. De bidrager med internationalt udsyn og en historisk forståelse af stor betydning for min forskning og undervisning i globaliseringens og kulturmødernes historie. Dermed også sagt, at der er et vist overlap mellem forskeren og privatmennesket!