Albert Schliesser

Forskningsleder

 

Projekttitel

Måling af kræfter og felter med nanomekaniske oscillatorer på kvantegrænsen

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Da jeg skrev min afhandling på Max-Planck-Institute of Quantum Optics, studerede vi egenskaberne ved optiske microresonatorer. Laserlys fanget i disse strukturer interagerer kraftigt med deres vibrationsformer. Vi fandt, at dette var en ideel platform til at behandle spørgsmål, der er blevet fremsat af teoretikere for mange årtier siden i forbindelse med de endelige grænser for måling af position eller bevægelse af et objekt. Vi- og et stigende antal forskere fra hele verden- er nu ved at udvikle stadig mere avancerede strukturer til at studere disse spørgsmål og udvide dem ud over blot måling af bevægelse. Enhver form for kraft kan trods alt fremkalde bevægelse, som vi derefter kan måle meget nøjagtigt.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Vi er interesserede i grænserne for den nøjagtighed, med hvilken der kan måles - navnligt position eller bevægelse af mekaniske genstande – og særligt de grænser, der er relateret til det faktum, at det er det mekaniske objekt, måleapparatet og/eller målingsprocessen, der er omfattet af kvantemekanikken, som sætter nogle begrænsninger for den nøjagtighed, vi kan opnå. En udfordring i sådanne undersøgelser er at sikre, at det ikke er andre, mere jordnære påvirkninger, som begrænser nøjagtigheden, for eksempel termisk forstyrrelse af et mekanisk objekt. Vi vil gerne udvide evnen til ekstremt nøjagtige målinger for elektromagnetiske felter, som udøver en kraft på et mekanisk objekt. Hvis disse kræfter flytter objektet, kan vi bruge de værktøjer, vi har udviklet, til meget præcist at måle dem.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Støtten ydet af Sapere Aude- programmet skaber for en ung forsker som mig en enestående mulighed for at give mig i kast med udfordrende videnskabelige spørgsmål med et uafhængigt forskningsprogram. Naturligvis vil det at modtage sådan en bevilling også sende et vigtigt positivt signal til dem, der har støttet min forskning tidligere, og til dem, der har tænkt sig at gøre det i fremtiden.