Prædiktorer for tidlig pubertetsudvikling
Hvad er årsagerne til tidlig pubertetsudvikling? Viden på dette vigtige område er meget sparsom, men i mit projekt er formålet at identificere potentielle årsager til tidlig start af pubertet hos en stor gruppe danske børn, der følges gennem puberteten og flere gange giver detaljerede oplysninger om deres aktuelle pubertetsudviklingstrin. Mødrene blev interviewet før og efter fødslen samt fik taget en blodprøve, og disse oplysninger om, hvad børnene blev udsat for i den tidligste del af livet (herunder fostertilstanden), giver sammen med de detaljerede oplysninger om pubertetsudvikling hos børnene en helt unik mulighed for at undersøge en bred vifte af mulige årsager til tidlig pubertet.
Jeg har, så længe jeg kan huske, været fascineret af, hvordan menneskekroppen udvikles og fungerer, og min interesse for det reproduktive område blev etableret for alvor, da jeg i mit ph.d.-projekt undersøgte mulige årsager til nedsat sædkvalitet og infertilitet. Reproduktion er fundamental for artens overlevelse, og forstyrrelser i det reproduktive helbred kan have store konsekvenser både for den enkelte og for samfundet. Puberteten er en milepæl i et menneskes liv, hvor personen kønsmodnes og derefter er klar til reproduktion, og denne begivenhed er dermed central i mit forskningsfelt.
Når man ønsker at finde mulige årsager til tidlig pubertetsudvikling i fostertilstanden, er det vigtigt, at data indsamles på det relevante tidspunkt, så målefejl undgås. Optimalt skal oplysninger om potentielle årsager i fosterlivet indsamles under graviditeten, og oplysninger om pubertetsudvikling skal indsamles, mens børnene går igennem puberteten. Sådanne data er stort set ikke til stede på verdensplan, hvilket er årsagen til, at man ikke ved ret meget om, hvad årsagerne til tidlig pubertetsudvikling er. I dette projekt indsamles oplysninger om pubertetsudvikling hos en stor gruppe danske børn, mens de går gennem puberteten, og da der allerede er detaljerede oplysninger om, hvad de blev udsat for i fosterlivet, og man kan koble disse data til nationale registre, giver disse data mulighed for at lave videnskabelige undersøgelser om årsager til og konsekvenser af tidlig pubertetsudvikling.
Sapere Aude-bevillingen er en fantastisk anerkendelse, som giver mig mulighed for at fordybe mig i pubertetsforskningen, videreudvikle mig som forskningsleder og udbygge mit samarbejde med kolleger i ind- og udland. Derudover får jeg mulighed for at færdiggøre dataindsamlingen af pubertetsoplysningerne hos en stor gruppe danske børn, og disse data vil udgøre en værdifuld dataressource til videnskabelige undersøgelser om årsager og konsekvenser af forstyrret pubertetsudvikling.
Jeg bor med min mand og vores tre sønner på 6, 14 og 20 år i Hobro. Fritiden er aktiv med fysisk træning og et rigt socialt liv med familie og venner, og både skiferie og sommerferie prioriteres højt. Jeg slapper bedst af med familien omkring mig og en god bog.
Aarhus Universitet, Institut for Folkesundhed
Reproduktionsepidemiologi
Hobro
Hasseris Gymnasium, Aalborg