Opfindelsen af den internationale embedsmand. Folkeforbundet og udviklingen af internationalt bureaukrati 1920-60
I løbet af det 20. århundrede er antallet af internationale organisationer vokset eksplosivt. Med de nye organisationer er der også blevet skabt nye, magtfulde internationale bureaukratier. Mens nogle opfatter de internationale embedsmænd, der arbejder der, som pionerer og idealister, der arbejder for fred og samarbejde, ser andre på dem med skepsis pga. deres lukkethed og manglende demokratiske legitimitet. Projektet her vil foretage den første historiske undersøgelse af de internationale bureaukratiers tilblivelse, karakteristika og tidlige udvikling med udgangspunkt i Folkeforbundet. Folkeforbundet var den første moderne internationale organisation, og det har derfor haft en væsentlig og varig betydning for den måde, senere internationale organisationer har opbygget, opfattet og legitimere deres administrative systemer på. Projektet udforsker disse systemer, de normer og praksisser der kendetegnede dem, og de embedsmænd der beboede dem.
Siden jeg var studerende, har jeg interesseret mig for internationalt samarbejde og for, hvordan det i løbet af det 20. århundrede har forandret de institutioner og grupper af mennesker, der administrerer udvekslingerne mellem den nationale og internationale politiske sfære. Det er en problemstilling, jeg indtil nu primært har udforsket fra et dansk/nordisk perspektiv. Med Sapere Aude-projektet har jeg flyttet fokus til det internationale niveau og stiller skarpt på den vækst i og centrering af bureaukratisk magt, der er sket omkring de internationale organisationer.
Der er flere spændende perspektiver og udfordringer i projektet. Internationalt bureaukrati er en kompleks størrelse, som på den ene side sikrer en helt nødvendig regulering i en globaliseret verden, og som på den anden side udgør en ny form for intransparent magt, der ikke er underlagt nogen effektiv demokratisk kontrol. Projektet udforsker derfor en demokratisk problemstilling, der er væsentlig ikke blot i en dansk, men også i en international optik. Netop i projektets internationale karakter ligger også en af dets centrale udfordringer. For at afdække hvilke nationale administrative modeller og ideer, Folkeforbundet byggede på, hvor dets ansatte kom fra, og hvilken betydning organisationen fik for senere internationale organisationer såsom FN, NATO og EU, er det nødvendigt at udføre omfattende dokumentstudier i arkiver og biblioteker i 7-8 forskellige lande og på 4-5 forskellige sprog. Projektet gennemføres derfor af et internationalt forskerteam, hvis deltagere har en bred vifte af historiske specialiseringer og sprogkompetencer.
Sapere Aude-bevillingen giver mig nogle fantasiske rammer for at udvikle min forskning og fordybe mig i det forskningsfelt, som jeg synes er allermest spændende. Samtidig giver bevillingen mig mulighed for at udvikle mig som forskningsleder og at etablere mig i de danske og internationale forskningsmiljøer. Jeg håber, mit projekt kommer til at synliggøre, at forskning ikke er en enmandssport, men tværtimod bliver stærkere, mere kreativ og nyskabende, når den udvikles af et internationalt forskningskollektiv, der er indlejret i stærke tværfaglige sammenhænge og nationale og internationale forskningssamarbejder.
Aarhus Universitet
Historie
Aarhus
Tønder Gymnasium