Landskabet af proteinnetværk i hjertesygdomme
Mit projekt handler om at udbygge vores kendskab til, hvilke proteiner der er involveret i hjertesygdomme. Specifikt vil jeg identificere kausale proteinnetværk for hjertesygdomme, og i hvert netværk vil jeg udpege nye, kammerspecifikke targets. Den grundlæggende idé er, at vi tager udgangspunkt i de proteiner, vi i dag ved spiller en rolle i hjertesygdomme, og så vil vi afdække, hvilke andre proteiner de danner netværk med i hjertevæv. Proteiner, der danner netværk, påvirker hinandens funktion og ved at finde ud af, hvilke proteiner der påvirker de kausale sygdomsproteiner, kan vi med stor sandsynlighed identificere hidtil ukendte proteiner involveret i hjertesygdomme. Vi anvender proteomics teknologien til eksperimentelt at undersøge proteinnetværk i hjertevæv, og sidenhen integrerer vi vore data med genetiske datasæt fra humane studier for at have to uafhængige sæt af evidenser for de fund, vi gør, inden vi undersøger funktionelle effekter i detalje.
Jeg er altid blevet draget af nye teknologier, hvilket formentlig til dels hænger sammen med min baggrund indenfor fysik! Da jeg stiftede bekendtskab med proteomics teknologien, blev jeg straks fænget, og jeg er fortsat dybt fascineret af den grad af detaljer, data indeholder, de mængder af informationer vi kan få fra nogle ganske få forsøg, samt den mulighed det giver os for at adressere spørgsmål uden en forudindtaget hypotese. Udover den teknologiske interesse har jeg som mange andre forskere et grundlæggende ønske om, at min forskning må bidrage med noget godt på et højere plan, hvorfor det er vigtigt for mig at forske i et emne, som jeg finder giver mening – og det gør hjertesygdomme for mig.
Der er mange udfordringer! Men det vil der jo uløseligt være med forskning på højt niveau, og det er også noget af det, der gør det sjovt! Vi er med helt fremme med at lave teknologiske udviklinger, som gør det muligt for os at se dybere i den molekylære opbygning af hjertet, end det nogensinde før er gjort. Den del af arbejdet er for mig totalt fascinerende. Når vi indsamler data og analyserer dem, ser vi på ting, som ingen andre før har kigget på, og det giver os en unik chance for at opnå nye indsigter, som rent faktisk kan gøre en forskel.
Min forskning er overordnet set fokuseret på at forbedre vores molekylære forståelse af hjertet med det langsigtede mål, at vore indsigter må bidrage til at finde nye behandlingsstrategier for hjertesygdomme der i dag kun er begrænsede behandlingsmuligheder for. Det ultimative mål med min forskning er, at vi identificerer nye proteiner, som spiller en primær rolle i en hjertesygdom, og at vi således kan hjælpe til med at identificere nye lægemiddel targets. Et andet, men relateret, aspekt drejer sig om, at vi undersøger proteinlandskabet for hvert af de fire hjertekamre, da jeg mener, at denne viden har et potentiale for, at vi på sigt kan designe lægemidler med en kammerspecifik effekt, hvorved bivirkninger på dele af hjertet, der ikke er påvirket af en given sygdom, undgås.
Jeg ser tildelingen af Sapere Aude: DFF-Forskningslederbevillingen som en stor anerkendelse af det arbejde, jeg har opnået hidtil og som en opmuntring til at fortsætte min forskning med udgangspunkt i et meget højt ambitionsniveau. Helt konkret giver bevillingen mig mulighed for at ansætte et antal forskere, således at vi bliver et team, der arbejder sammen om at se så dybt i hjertets molekylære reguleringsmekanismer som muligt med henblik på at finde årsager til hjertesygdomme. Bevillingen skal gerne være med til at etablere min gruppe som en vægtig spiller på den internationale scene indenfor proteinforskning i hjertesygdomme.
Jeg bor med min mand og vores to (snart tre) børn på to og tre år i Gentofte. Når jeg ikke arbejder nyder jeg at være sammen med familien, hvor de små krudtugler er garanter for at hjernen får koblet fra! Da vi for nyligt er flyttet i hus, går ’fritiden’ pt. med diverese renoveringsprojekter. Dog har vi også rig mulighed for at tage løbeture i skoven og ved vandet, og for os er det en luksus, vi sætter stor pris på. Jeg har tidligere rejst meget og boet i udlandet ad flere omgange. Det håber jeg, at vi som familie kommer til at genoptage, når det i praksis bliver realistisk.
Københavns Universitet, Biomedicinsk Institut
Proteinforskning
Gentofte Kommune
Sønderborg Amtsgymnasium