Claudio Orlandi

Forskningsleder

 

Projekttitel

Teori om kryptografisk beregning

Hvad handler dit projekt om?

Lad mig forklare det med et eksempel: Et sygehus vil gerne have analyseret nogle data fra deres behandling af patienter for at kunne forbedre behandlingerne. Et firma kan foretage denne analyse. Sygehuset har behov for, at det kan ske uden at røbe f.eks patienternes personfølsomme oplysninger, og analysefirmaet er ikke interesseret i at offentligøre sine metoder, som de har brugt så mange penge og forskningstimer på at udvikle. Her kommer mit projekt ind i billedet: Kryptografisk beregning er en samling af teknikker, som muliggør, at sygehusets data krypteres, før de bliver sendt til analysefirmaet, på en måde, så firmaet alligevel kan arbejde med opgaven uden at lære noget om patienterne privatfølsomme oplysninger - og sygehuset kan modtage et resultat uden at lære noget om firmaets metoder.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Jeg har altid været fascineret af kryptologi, fordi den gør os i stand til at løse situationer, som virker umulige at løse: Kan du fortælle en hemmelighed til nogen, du aldrig har mødt før, mens der er andre inden for hørevidde? Kan du overbevise mig om, at du kender svaret på en ligning uden at afsløre den? Kan du beregne på data, du ikke har adgang til?

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Målet med projektet er at udvide vores forståelse af kryptografisk beregning ved at svare på nogle af de vigtigste ubesvarede spørgsmål inden for feltet: Hvad kan beregnes på en sikker måde? Hvor hurtigt kan det lade sig gøre? Hvor meget skal man kommunikere og interagere for at gøre det? Og desuden, hvad er den (spilteoretiske) motivation for at deltage i en sikker beregning? Hvordan kan vi beskytte privatfølsomme oplysninger og samtidig blive klogere?

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Kryptografisk forskning har et stort potentiale for anvendelse i praksis både på kort og lang sigt. Internethandel ville for eksempel ikke være muligt uden de første gennembrud, som blev opnået af pionererne inden for kryptologi for næsten 40 år siden. Jeg tror ikke, at der er længe til, at nogle af de teknikker, som udvikles i løbet af dette projekt, bliver brugt i den virkelige verden til produkter og apps, som endnu ikke er mulige at producere på grund af bekymringer for sikkerheden og privacy.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Sapere Aude-programmet er et meget prestigefyldt program, så jeg er meget beæret og taknemmelig over at have fået de muligheder, som følger med. Særligt vil jeg glæde mig til at få muligheden for at etablere min egen forskningsgruppe og ansætte to ph.d.-studerende og en postdoc.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg kommer fra Firenze i Italien og flyttede til Danmark i 2007 for at specialisere mig i kryptologi. Jeg er rigtig glad for den danske livsstil og arbejdskultur. I Danmark oplever jeg, at alle anses for ligeværdige uanset indkomst og status, og at folk generelt har tillid til hinanden. Desuden oplever jeg, at det anses for vigtigt også at have mulighed for at have et liv uden for kontoret. Jeg bruger en del af min fritid sammen med mine kolleger, da vi har en meget social og international forskningsgruppe. Ellers er jeg sammen med min kone Mette. Sammen kan vi godt lide at spise god mad, udforske verden og se Game of Thrones.