Apokalypse dengang? Hvordan Europas geokulturelle arv kan være med til at give svar på fremtidens miljømæssige udfordringer
For 13.000 år siden gik Laacher See-vulkanen, som ligger i Tyskland og stadig er aktiv, i et voldsomt udbrud. Udbruddet kan betegnes som Europas sidste virkelig store naturkatastrofe. Med dette projekt laves en ny og grundlæggende geokulturel analyse af udbruddets konsekvenser for datidens menneske-, dyre- og planteliv. I et tæt tværfagligt samarbejde og igennem innovative geologiske og arkæologiske analyser, samt en målrettet feltkampagne, vil projektet afkode udbruddets ’human impacts’ med særligt fokus på områder som Danmark, der ligger langt væk fra selve vulkanen. Analysen vil efterfølgende danne grundlag for en nytænkende forskningsformidling, hvor der vil blive arbejdet med at vise den brede offentlighed, hvordan en dybere forståelse af forhistoriske naturkatastrofer kan gøre os klogere på samtidens og fremtidens miljømæssige udfordringer.
Jeg har siden min studietid været meget optaget af menneskers forhold til miljøet og af, hvordan forhistorie og historie er skabt i samspil mellem samfunds- og miljømæssige kræfter. Under mit ph.d.-forløb – som egentlig handlede om noget lidt andet – opdagede jeg en mulig kausal sammenhæng mellem Laacher See vulkanudbruddet for omtrent 13.000 år siden og de demografiske og kulturelle forandringer, der skete i samme periode, ikke mindst i Sydskandinavien. Emnet har optaget mig meget siden, og det er denne mulige sammenhæng, som jeg nu får for alvor mulighed for at efterprøve med mit Sapere-projekt.
Hypotesen om udbruddets rolle i kulturhistorien er dybt kontroversielt, så der er mange gode spørgsmål at tage fat i, både geologiske og arkæologiske. Et grundlæggende ønske med projektet er at få den tværfaglige synergi mellem arkæologi og geologi til at blomstre – såvel forsknings- som formidlingsmæssigt. Perspektiverne er mangfoldige og i den grad spændende. Projektets forskningsresultater kan meget vel betyde, at vores hidtidige forståelse af kulturudviklingen i Nordeuropas senistid helt skal omskrives i lyset af begreber som sårbarhed og resiliens. Derudover glæder jeg mig afsindig meget til at rykke debatten om nu- og fremtidens miljøudfordringer ind i den kulturhistoriske formidlingsarena: museerne.
Traditionelt spiller miljøet en meget underordnet rolle i vores forestillinger om fortiden. Typisk danner fortidens miljø blot en form for baggrundskulisse, når vi beskæftiger og med de historiske begivenheder – religion, politik, krig m.m. – der udfoldede sig. Jeg ønsker at ændre dette forhold. Det er anerkendt, at klima- og miljøændringer er nogle af de væsentligste ’grand challenges’, som vi står overfor i dag, men vedvarende og langsigtede løsningsforslag er svære at finde. En integration af miljø- og klimadebatten i humanistiske og samfundsvidenskabelige fora, som f.eks. museer, vil øge befolkningens forståelse for miljømæssige problematikker og åbne vores øjne for alternative måder at anskue miljøets rolle på – både historisk og i nutiden.
Sapere Aude-bevillingen er en gave! Langvarig støtte til tværfaglig grundforskning er yderst vanskeligt at opdrive, især indenfor humaniora. Bevillingen giver mig således en unik chance for at samle et stærkt team i et tværfaglig geoarkæologisk ’collaboratorium’ og så at gennemføre et projekt, som vil kunne bidrage til at omskrive, hvad vi troede, vi vidste om senistiden. Projektet er også et vigtigt springbræt for min videre karriere og bane – håber og satser jeg på – vej for flere, store internationale samarbejder også i fremtiden.
For syv år siden kom jeg til Danmark som ung og naiv adjunkt; det er gået stærkt og godt siden. I skrivende stund er jeg på velfortjent fædreorlov med vores anden dejlige dreng, så tiden går med at passe familien. Udover det, haven og mit arbejde har jeg alt for mange hobbyer – cykling, løb, bordtennis, tennis, sejlads – som jeg ikke har nok tid til at forfølge.
Aarhus Universitet, Institut for Kultur og Samfund
Geoarkæologi
Højbjerg
Friedrichs-Gymnasium i Kassel, Tyskland