Fejlagtig prisfastsættelse i finansielle markeder og dets reale effekter
Formålet med forskningsprojektet er at forbedre vores forståelse af, hvornår og hvorfor de finansielle markeder værdiansætter aktiver forkert, samt at forstå de samfundsøkonomiske konsekvenser herfra. Traditionelt har man inden for finansiering og makroøkonomi alene brugt økonomiske strukturer til at forstå de finansielle markeder, men det er velkendt, at psykologiske faktorer også har en betydning for udviklingen på de finansielle markeder. I projektet inddrages derfor psykologiske aspekter i en makroøkonomisk model, så betydningen heraf kan vurderes. Derudover gør projektet det også muligt at afdække eventuelle finans- og pengepolitiske tiltag, som kan mindske de negative samfundsmæssige effekter af et overvurderet aktiemarked.
Jeg har siden folkeskolen været interesseret i samfundsøkonomiske forhold. Så det var naturligt, at jeg skulle gå en samfundsvidenskabelig vej. Efter et par år på statskundskab kom jeg på rette spor på økonomi med en forestilling om, at jeg skulle ud og tjene en masse penge i den finansielle sektor. Derfor specialiserede jeg mig i en kombination af makroøkonomi og finansiering. Efter min ph.d. havde jeg en afstikker til den engelske nationalbank og dernæst den finansielle sektor, men forskningen trak i mig og særligt muligheden for at formulere uafhængige forskningsprojekter også af mere teknisk karakter.
Det hele bliver da rigtigt svært. Det bliver en udfordring at finde præcise mål for, hvor meget mispricing der er i finansielle markeder. Det bliver også en kæmpe udfordring at få formuleret en strukturel model, der kan forklare, hvorfor mispricing opstår. Men det bliver også spændende. Det er interessant at røre ved så stort et spørgsmål som vores forståelse af, hvordan finansielle markeder fungerer og påvirker samfundsøkonomien.
Et af målene med projektet er at formulere finanspolitiske og pengepolitiske anbefalinger til at reducere graden af mispricing og dermed stabilisere makroøkonomien. Ultimativt er ønsket, at samfundsøkonomien bliver mindre følsom over for det, der sker på de finansielle markeder, så man f.eks. kan undgå, at en finansiel krise bliver til en samfundsøkonomisk krise.
At være en del af Sapere Aude-programment ser jeg som en rigtig stor anerkendelse af min forskning indtil nu og som en tilskyndelse til at fortsætte mit arbejde på et højt internationalt niveau. Helt konkret giver bevillingen anledning til, at jeg kan udbygge og styrke makro-finansieringsgruppen på Aarhus Universitet med ansættelsen af en postdoc og tættere relationer til flere af feltets internationale topforskere. Det er meget præstigefyldt at modtage en Sapere Aude-bevilling, og det vil derfor utvivlsomt give min karriere et skub i den rette retning.
Jeg bor med min kone og vores tre børn på hhv. 0, 4 og 6 år i et ældre parcelhus i Brabrand. Så fritiden er fyldt godt op med diverse renoveringsprojekter, børnenes fritidsinteresser og samvær med venner og familie. Jeg kobler af med en løbetur rundt om Brabrand sø, styrketræning med en god kollega, og en tur i svigerfamiliens sommerhus i Vestjylland. Som familie kan vi også godt lide at rejse lidt længere væk og opleve nye ting sammen.
Aarhus Universitet
Makroøkonomi, finansiering, økonometri
Aarhus
Hjørring Gymnasium