Fordelene ved en lækage - hvordan passerer natrium cellemembraner?
Projektet handler om at forstå, hvordan et bestemt protein i cellemembranen fungerer på et molekylært niveau. Dette protein tillader natrium, som bl.a. er en stor bestanddel af bordsalt, at passere ind i cellerne og dermed ændre cellefunktionalitet og signalering. Proteinet er livsnødvendigt for pattedyr, og dens dysfunktion kan medføre alvorlige sygdomme. På trods af denne viden har vi kun en rudimentær forståelse af, hvordan proteinet egentlig fungerer, og hvordan det er reguleret. Det er derfor af stor betydning for menneskets sundhed at opnå forståelse af, hvordan dette protein fungerer.
Membranproteiner er afgørende for cellulær kommunikation - uden dem ville celler ikke være i stand til at sende beskeder til hinanden. Disse komplekse proteiner har altid fascineret mig, og den fysiologiske betydning af netop dette protein har i særdeleshed øget min interesse. Jeg har drømt om at starte dette projekt siden 2011, så jeg er utrolig glad for endelig at have fået muligheden.
Proteinet i fokus i dette projekt er meget stort og har vist sig at være vanskeligt at undersøge. Vi vil derfor bruge en række nye teknologier til at adressere de fundamentale principper for dets funktion. Særligt vil vi anvende en form for "molekylær Lego" til at skabe nye versioner af proteinet med unikke egenskaber. Derudover vil vi gøre proteinet i stand til at fastgøre sig til potentielle interaktionspartnere og identificere disse.
Hovedparten af de markedsførte lægemidler er målrettet mod membranproteiner. Da dysfunktion af proteinet i fokus i dette projekt kan medføre alvorlige og dødelige sygdomme, håber jeg, at vores arbejde vil danne grundlag for fremtidige projekter, der har til formål at udvikle lægemidler målrettet mod dette protein. Endvidere vil teknologier udviklet i dette projekt kunne anvendes til at studere andre komplekse, sygdomsrelevante proteiner.
At få tildelt en så prestigefyldt bevilling er en stor anerkendelse. Bevillingen vil muliggøre nye samarbejder og tiltrække talenter til mit laboratorie. Vigtigst af alt giver det mig mulighed for at kickstarte et spændende og ambitiøst projekt, som jeg har ønsket at påbegynde i årevis.
Min fritid bruger jeg på hiking, campering og at rejse sammen med min datter og kone.
Københavns Universitet
Molekylær neuroscience, kemisk biologi, biofysik
København
Rudolf Steiner School Hamburg Wandsbek,Tyskland