Risikomåls følsomhed over for model-misspecifikation i analyse af ekstreme begivenheder.
Statistiske metoder beror på modelantagelser, og enhver model er en forenkling af virkeligheden, som skal opfange de vigtigste egenskaber, hvilket er dikteret af overvejelser om håndterbarhed og robusthed. Det er derfor afgørende at kvantificere risikomåls følsomhed over for model-misspecifikation, som går ud over afvigelser i modelparametre. Dette er specielt tilfældet for ekstreme risici, hvor tilstrækkelig modellering er særligt udfordrende, og modelleringsfejl derfor kan resultere i enorm underestimation af risiko. Dette projekts formål er at give en matematisk velfunderet ramme til analyse af ekstreme risici, som kan bruges til at vurdere beregnede tals pålidelighed.
Jeg har haft en lidenskab for matematik, lige siden jeg var barn. I begyndelsen var jeg optaget af at løse forskellige gåder, og senere deltog jeg i matematiske Olympiader, hvor jeg vandt adskillige præmier. Jeg valgte at studere teoretisk datalogi og fortsatte derefter med machine learning, hvilket til sidst førte mig til det fascinerende studie af statistik og sandsynlighedsteori - videnskaben om tilfældigheder.
Den største udfordring er at tilvejebringe en matematisk funderet ramme ved at etablere passende strukturelle resultater og grænseresultater. Dette vil føre til en bedre forståelse af risici, påpege sårbarhederne i de antagne modeller og tilvejebringe visse garantier.
Pålidelig risikovurdering er afgørende i en moderne og foranderlig verden, og behovet strækker sig langt ud over forsikrings- og finansieringsområdet. Det påvirker alle mennesker, fx i forbindelse med naturkatastrofer, epidemier, alvorlige bivirkninger af medicin, driftsvigt i atomkraftværker, evolutionære mutationer osv.
Denne bevilling vil styrke min karriere ved at give mig mulighed for at opbygge en forskningsgruppe inden for ekstrem risikovurdering. Jeg vil kunne udvide og styrke mit internationale samarbejde og skabe et grundlag for yderligere teoretiske fremskridt.
Jeg kommer fra en provinsby i Letland, men har i 13 år boet i Utrecht, Amsterdam og Lausanne, før jeg flyttede til Aarhus. Jeg kom hertil med min kone i 2016 og kun 2 måneder senere blev vores søn født. Jeg bruger gerne fritiden sammen med familien, og når jeg har mulighed for det, dyrker jeg udfordrende bjergbestigning.
Aarhus Universitet, Institut for Matematik
Statistik og sandsynlighedsteori
Aarhus
Daugavpils skole, Letland