Identifikation af forstadier til spiseforstyrrelser: for bedre forebyggelse og behandling
Mere end 2/3 af personer med spiseforstyrrelse opsøger ikke behandling, og patienter med spiseforstyrrelser har ofte været syge længe før end behandling opsøges. Patienter med spiseforstyrrelser udgør derfor kun toppen af isbjerget, der desuden omfatter personer med ikke-diagnosticeret spiseforstyrrelser, samt personer med forstyrret spiseadfærd i forskellige sværhedsgrader. Ved at undersøge spektret fra forstyrret spisning til spiseforstyrrelser, og hvordan dette udvikler sig henover ungdommen kan vi opnå indsigt i, hvordan spiseforstyrrelser kan identificeres tidligere. Ved at undersøge en ikke-klinisk population, kan vi ydermere adskille risikofaktorer for spiseforstyrrelser fra faktorer, der påvirker behandling.
Jeg har fulgt en kohorte af ca. 95 000 unge siden deres mødre var gravide, og var med til at indsamle data om deres liv og sundhed, da de var henholdsvis 11 og 18 år. I 11-års alderen havde mere end hver tyvende haft forstyrret spisning, mens mindre end 1% havde spiseforstyrrelser, og dette gjaldt for både drenge og piger. Disse data i kombination med oplysninger fra nationale registre om kliniske erkendte spiseforstyrrelser udgør en helt unik ressource, til at øge vores indsigt i udviklingen af spiseforstyrrelser henover ungdommen og årsager til disse komplekse sygdomme.
Forstyrret spisning øger risikoen for senere udvikling af spiseforstyrrelser, og personer med forstyrret spisning har lavere livskvalitet. Der findes ingen klare definitioner af forstyrret spisning og inddeling af sværhedsgrader, så vi ved yderst lidt om hvornår og over for hvem, vi med fordel bør intervenere for at forebygge progression til egentlige spiseforstyrrelser. Hovedparten af folk med forstyrret spisning udvikler aldrig en egentlig spiseforstyrrelse. Udover at afdække om spiseforstyrrelser og forstyrret spisning findes på et spektrum, vil vi udvikle algoritmer til at adskille for hvem forstyrret spisning tidligt i ungdommen går i sig selv, forbliver ved forstyrret spisning eller udvikler sig til spiseforstyrrelser henover ungdommen.
Spiseforstyrrelser er alvorlige sygdomme forbundet med høj dødlighed, der hyppigt rammer unge mennesker, og hvor vores behandlinger ikke er særlige effektive. Chancerne for helbredelse er højere, når sygdommen identificeres tidligt. Viden om hvordan spiseforstyrrelser identificeres tidligt, for hvem forstyrret spisning udvikler sig til spiseforstyrrelser, og hvad der forårsager spiseforstyrrelser er nødvendige for, at vi på sigt kan forebygge spiseforstyrrelser.
Sapere Aude-programmet giver mig mulighed for, at kickstarte et spændende og ambitiøst projekt, samt at etablere en gruppe bestående af en ph.d.-studerende, en forskningsaktiv børne- og ungdomspsykiater og en postdoc. Programmet sikrer derved, at jeg kan udbygge min forskning indenfor mentalt helbred i løbet af ungdommen i ikke-kliniske populationer, samt udnytte den infrastruktur jeg har opbygget gennem de seneste år.
Jeg er en person, der sjældent lader en lejlighed for at samle familie og venner forbipassere. Jeg lever efter devisen om, at musik gør mennesker lykkeligere og forlænger livet og derfor går jeg oftest muligt til koncerter, også gerne med mine 2 døtre. Ellers nyder jeg en tur om søen enten i løb eller med hunden.
Københavns Universitet, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Afdeling for Epidemiologi
Epidemiologi og Folkesundhedsvidenskab
Gentofte
Frederiksborg Gymnasium