Mikrobielle metabolitter til modulering af tarmmotilitet i spædbørn
De fleste forældre med små børn har oplevet, at deres børn i perioder af deres første år har kæmpet med forstoppelse, diarre og måske sågar kolik. De underliggende årsager er uklare, men sammenspillet mellem kosten, tarmbakterier og tarmens peristaltik kunne være afgørende. Formålet med projektet er at følge 125 danske børn fra fødsel til 1-årsalderen med henblik på at identificere små molekyler i spædbørns tarm, som tarmbakterier producerer, og som kan påvirke tarmens peristaltik. Denne viden vil potentielt kunne bane vejen for nye innovative måder at forebygge og afhjælpe mavesmerter hos spædbørn.
Jeg har arbejdet med sammenspillet mellem kost og tarmbakterier siden 2010, og min interesse for dette er kun blevet større siden. Jeg synes, at det er utrolig fascinerende, hvor vigtig vores fordøjelse er for vores velvære og vores fysiologi, og jeg er nysgerrig på at forstå, hvilken rolle tarmbakterierne spiller i den forbindelse. Interessen for at undersøge dette nærmere i spædbørn er kun blevet styrket af, at jeg selv har tre små børn, hvorfor jeg også selv har stiftet bekendtskab med både kolik, diarre og forstoppelse hos spædbørn.
Den største forskningsmæssige udfordring i projektet, og i hele forskningsfeltet, er at identificere mekanismer, hvormed tarmbakterier påvirker fysiologien. Forhåbningen er, at vi ved at følge spædbørns ændringer i kostmønstre, afføringsmønstre, tarmbakteriesammensætning og aktivitet i løbet af børnenes første år vil være i stand til at identificere mekanismer, hvormed tarmbakterier via små molekyler påvirker tarmens peristaltik.
Ved at kombinere mikrobiologi, kemi og ernæring vil vi få en bedre forståelse for, hvordan tarmbakterierne ved at nedbryde mad til små molekyler kan påvirke vores sundhed. Jeg er overbevist om, at denne tværfaglige tilgang er nødvendig for at skabe en grundlæggende viden, som vil gøre os i stand til på sigt at udvikle nye fødevarer, probiotika og medicin, som via effekter i tarmen kan gavne sundheden i børn såvel som voksne.
Først og fremmest er det et skulderklap og en anerkendelse af det arbejde, jeg har lavet de sidste mange år. Desuden giver det tro på, at jeg også fremadrettet med mine ideer har noget at byde på. Programmet giver mig en unik mulighed for at udvikle mig som forskningsleder, etablere min egen forskningsgruppe, samarbejde med førende og inspirerende internationale forskere og bidrage til udviklingen af dygtige unge forskere.
Jeg er gift med Marie og sammen har vi tre dejlige børn på 1, 3 og 5 år, som holder os godt beskæftiget i hverdagen i Skovlunde. Foruden samvær med disse dejlige mennesker sætter jeg pris på løbeture, fodbold, en god bog, gåture i naturen og samvær med familie og venner.
Københavns Universitet
Faculty of SCIENCE, Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet
Mikrobiologi og ernæring
Ballerup
Fredericia Gymnasium