Zeynep Yilmaz

Forskningsleder

 

Projekttitel

Predicting Severe and Enduring Anorexia Nervosa and Associated Outcomes: Genes and Environment

Hvad handler dit projekt om?

Anorexia nervosa er en alvorlig psykiatrisk lidelse, som er svær at behandle, som kan blive kronisk, hvis den ikke opdages og behandles tidligt, og som i høj grad påvirker en persons liv. På trods af den offentlige sundhedsbyrde er vi ude af stand til at identificere personer med forhøjet risiko for svær og langvarig anorexia nervosa. Formålet med dette projekt er systematisk at undersøge genetiske og miljømæssige risikofaktorer forbundet med sværhedsgraden af anorexia nervosa samt sundheds- og sociale konsekvenser af svær anorexia nervosa. Ved at kombinere epidemiologiske data fra danske registre med eksisterende genetisk data foreslår vi at udvikle et kontinuert mål af sværhedsgraden af anorexia nervosa; at identificere miljømæssige risikofaktorer for svær og langvarig anorexia nervosa og deraf følgende konsekvenser; at undersøge den genetiske arkitektur for sværhedsgraden af anorexia nervosa ved brug af moderne genomiske metoder; at udvikle multifaktorielle prædiktionsmodeller for sværhedsgraden af anorexia nervosa og konsekvenser heraf ved brug af genetisk og epidemiologisk data; og at undersøge hvorvidt bestemte undertyper af svær anorexia nervosa kan identificeres på baggrund af forskellige risikoprofiler. Det er vigtigt at nævne, at vi har en hidtil uset mulighed for at replicere vores resultater i et uafhængigt datasæt af anorexia nervosa tilfælde med genetisk og epidemiologisk data i Sverige. Forståelsen af, hvorvidt forskellige underliggende biologiske processer bidrager til forskellige anorexia nervosa forløb og konsekvenser, er et essentielt første skridt til tidlig identifikation og individualiseret behandling.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Som barn var jeg dybt fascineret af psykologi, og jeg mindes at bladre gennem leksika og bøger fra Mayo Clinic for at læse om psykiatriske lidelser. Spiseforstyrrelser, især anorexia nervosa, har altid fascineret mig fra et samfundsmæssigt og evolutionært perspektiv. Jeg gennemførte min bachelorgrad i psykologi ved University of Toronto og arbejdede derefter som klinisk forskningskoordinator for spiseforstyrrelser på Toronto General Hospital i Canada. Som del af mit arbejde, havde jeg muligheden for at koordinere genetiske og biologiske forskningsstudier og udførte kliniske bedømmelser af patienter med spiseforstyrrelser. I denne periode lærte jeg om det alarmerende kliniske udtryk forbundet med anorexia nervosa samt de vanskeligheder og lidelser, som patienter og deres kære oplever. Jeg besluttede mig for videre uddannelse inden for psykiatrisk genomik i håb om at belyse anorexia nervosas genetiske baggrund for derved bedre at kunne forstå den underliggende biologi. Med tiden er det blevet klart, at både gener og miljø spiller en vigtig rolle i udviklingen af anorexia nervosa. At samle dette puslespil af forskellige genetiske og miljømæssige risikofaktorer med fokus på personer med svær og langvarig anorexia nervosa kan gøre en enorm forskel i livet for de millioner af mennesker verden over, der kæmper med denne dødelige psykiatriske lidelse.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Formålet med dette projekt er systematisk at undersøge genetiske og miljømæssige risikofaktorer i ætiologien for svær og langvarig anorexia nervosa og konsekvenser. Vi vil udvikle en flerdimensionel prædiktionsmodel, som inkorporerer en bred vifte af genetiske og miljømæssige risikofaktorer, for sværhedsgraden af anorexia nervosa og for de sundhedsmæssige og sociale konsekvenser forbundet dermed. Vi stræber efter at optimere denne integration ved at bruge datadrevne machine learning-metoder, der eliminere subjektive bedømmelser. En væsentlig udfordring vil blive at fastlægge det bedste mål for sværhedsgraden af anorexia nervosa ved brug af data fra danske registre, og jeg er så særdeles heldig at have erfarne klinikere her i Danmark og rundt omkring i verden, som har indvilget i at bidrage med deres ekspertise til dette vigtige skridt. Den primære hypotese er, at genetiske og miljømæssige faktorer er potentielle nye prædiktorer for svær og langvarig anorexia nervosa og kan muliggøre identifikation af personer med høj risiko, så målrettet behandling kan igangsættes tidligere og dermed reducere personlige og samfundsmæssige omkostninger af denne alvorlige lidelse i Danmark.

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Anorexia nervosa er en alvorlig psykiatrisk lidelse med en forhøjet dødelighed. På nuværende tidspunkt har vi en ”one-size-fits-all” tilgang til behandlingen af anorexia nervosa. Forståelsen af, hvorvidt forskellige underliggende biologiske processer bidrager til forskellige tilfælde, forløb og udfald, er et essentielt første skridt i individualisering af behandling. Der ligger vigtig viden i at forstå ekstremerne af en fordeling, og ved at undersøge patienter med svær og langvarig anorexia nervosa kan vi måske opdage tidligere uidentificerede risikofaktorer og kortlægge genetiske og miljømæssige faktorers særskilte bidrag. Dette projekt kan bidrage med vigtige indikatorer om epidemiologien, biologien og konsekvenser af sværhedsgraden af anorexia nervosa, som kan bidrage til at definere meningsfulde undergrupper af patienter, at udvikle diagnostiske kriterier med biologisk baggrund samt på forhånd at identificere personer med høj risiko for svær og langvarig anorexia nervosa med det formål at ændre sygdomsforløbet og reducere lidelse.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Sapere Aude-bevillingen vil give mig muligheden for at kickstarte min forskningskarriere i Europa ved at grundlægge min egen forskningsgruppe i neurogenetik, hvilket vil gøre det muligt for mig at bringe alle mine internationale forskningssamarbejder til Danmark. En af de største udfordringer i spiseforstyrrelsesfeltet er at identificere personer, der er i risiko for et dårligt udfald, og denne bevilling vil gøre det muligt for mig at udføre et vigtigt studie, der kan hjælpe med udviklingen af multifaktorielle risikomodeller, som kan bidrage med at prædiktere, hvilke personer, der muligvis vil udvikle svær og langvarig anorexia nervosa. Personligt har jeg været heldig at have ekstremt opmuntrende mentorer og støtter gennem min karriere, og jeg har til hensigt at fortsætte denne tradition med den næste generation of forskere. Da jeg har uddannet mig og boet i flere lande, er det vigtigt for mig at opfordre ansøgere fra forskellige baggrunde (inklusiv men ikke begrænset til nationalitet) til at tilslutte sig min forskergruppe for at sikre inklusivitet og repræsentation af forskellige erfaringer og synspunkter.  Jeg er sikker på, at det ansete Sapere Aude-program vil hjælpe mig til at rekruttere de bedste og mest lovende unge forskere i Danmark og i verden til min forskningsgruppe ved Aarhus Universitet.

Lidt om mennesket bag forskeren

Indtil videre har jeg været så heldig at bo i fire lande: Jeg blev født i USA, voksede op i Izmir (Tyrkiet), tilbragte det meste af mit voksenliv i Canada, hvor jeg gennemførte min bachelor og ph.d., hvorefter jeg flyttede til Chapel Hill (North Carolina, USA), hvor jeg gennemførte min postdoc og blev adjunkt, inden jeg blev rekrutteret til Aarhus Universitet i august 2020. Jeg bor i Aarhus og har en aktiv livsstil, der involverer læsning, yoga, meditation, klatring, rejser, kvalitetstid med mine venner og frivilligt arbejde for organisationer, der arbejder for lighed og social retfærdighed.