GRIT - Greenland's Ice in Transition
Projektet handler om grønlandske gletschere, og hvad der sker, når de smelter. Mange af gletscherne mister is ved såkaldt kælving, det er isbjerge der brækker af og flyder ud i havet. Når gletscherne smelter og bliver mindre, har den ikke længere kontakt med havet, og så stopper kælvingen. Det er en overgang, som er meget vigtig, men som ikke tidligere er undersøgt til bunds. Overgangen er vigtig for pludselig mister gletscheren ikke nær så meget is som tidligere. Hvornår sker det, hvor hurtigt går det, og hvad sker der bagefter, er nogle af de spørgsmål, jeg gerne vil besvare. Den viden, vi får, skal vi bruge til at forbedre de computermodeller, der forudser hvor meget verdenshavene vil stige i fremtiden.
Jeg var heldig at finde et studie, geografi, som tidligt gav mig nogle fantastiske oplevelser i felten. Meget tidligt kom jeg også til Grønland på feltarbejde og fik en god vejleder, der inkluderede mig i forskningen - og så var jeg tændt. Det er stadig et ungt forskningsfelt, og det betyder, at der stadig er mange store opdagelser, der ligger og venter, og det holder ilden i gang!
Når man arbejder med at forstå komplekse naturlige systemer, som eksempelvis grønlandske gletschere, står udfordringerne i kø. For det første er deres dynamik enormt kompleks, og der er rigtig meget, vi endnu ikke ved. For det andet er gletscherne svært tilgængelige, og derfor har vi ofte ikke særlig meget data at arbejde med. Når arbejdet lykkes, får vi lagt endnu en brik i det store puslespil, der handler om at forstå gletschernes respons på klimaændringer.
Jeg selv, mit hold og alle mine kolleger arbejder benhårdt på at forstå det glaciale system med henblik på at kunne levere bedre forudsigelser af fremtidens havniveau. Det er ikke et enkelt projekt, der kan gøre det alene, men summen af alle de opdagelser, vi og andre gør, der bringer os videre. Vi vil give samfundet mere præcis viden om, hvornår og hvor meget havet vil stige. Derudover fungerer vores arbejde og resultaterne også som en konstant påmindelse om, hvad mennesket er i gang med at gøre ved vores klode.
Sapere Aude-bevillingen giver mig mulighed for at afprøve de store idéer. Denne type forskning kan ikke gøres alene, og derfor er det fantastisk at få muligheden for at sammensætte et stærkt hold til opgaven. Derudover er Sapere Aude-bevillingen også et kæmpe personligt rygstød, og det giver mig endnu mere blod på tanden til at fortsætte et liv i forskningens verden.
Jeg bor i København med min familie. Med tre børn, store som små, får fritiden hurtigt ben at gå på, og det er bare dejligt. I fremtiden kunne jeg godt tænke mig at blive bedre til at tegne, så vil jeg tegne storslåede grønlandske landskaber, smukke sejlskibe og mine børn.
Københavns Universitet
Geografi
København
Svendborg Gymnasium