Equipping algiNate with Uronic Acids (ENNUA)
Havet rummer et stort potentiale, når det kommer til produktion af biomasse til den cirkulære bioøkonomi - en biomasse, der kan benyttes til så vidt forskellige ting som medicin, biomaterialer og dyrefoder. Der findes i dag farme, der dyrker forskellige tangplanter til disse formål. Herunder brunalger, hvis cellevægge blandt andet består af polysakkariden alginat. Alginat er en negativt ladet polysakkarid, som består af guluron- og mannuronsyrer. Disse giver alginat og lignede sukre særlige egenskaber, som blandt andet kan udnyttes kommercielt til fremstilling af kapsler til medicin og som erstatning for gelatine i fødevare. Oligosakkarider, mindre stykker af alginat, bruges i dag som medicin, men de formodes også at kunne anvendes i biomaterialer, til at beskytte celler mod skader under nedfrysning og som præbiotika, hvilket stimulere gode bakterier i vores tarmsystem. Vi vil i projektet designe enzymer, som kan tilføje nye sukre til alginat, således at disse polysakkarider vil få nye egenskaber, der kan danne grundlag for nye anvendelsesmuligheder inden for alt fra biomaterialer til medicin.
Som studerende på først Roskilde Universitet og siden Københavns Universitet blev jeg hurtigt opslugt af strukturbiologien pga. mine vejlederes store passion for emnet og interessen for kulhydrataktive enzymer har holdt ved siden min tid som ph.d.-studerende på Danmarks Tekniske Universitet. De kulhydrataktive enzymer er tæt forbundet med den grønne omstilling, som jo er yderst aktuel. For at kunne udnytte dem bedre i industrielle sammenhænge er der behov for en forståelse af, hvordan de kan optimeres, hvilket kræver en dybere forståelse af, hvordan de virker. Netop dette har siden min tid som studerende fascineret mig.
Projektets største udfordringer er at forstå, hvordan en type enzymer fungerer for derefter at overføre denne viden til en anden type enzymer, som efterfølgende vil være i stand til at producere polysakkarider, der ikke findes naturligt. Disse polysakkarider vil danne grundlag for biobaserede alternativer til petrokemiskbaserede materialer og medicin. På den lange bane vil projektet etablere en bioteknologisk platform, som kan anvendes til andre typer af enzymer, der kan producere yderligere biobaserede kemikalier.
De fleste af de kemikalier, som vi omgiver os med i dag, stammer fra olie og naturgas. Alternativer til disse skal findes, hvis vi skal gøre os uafhængige af olie og naturgas og samtidig opbygge et samfund baseret på en cirkulær bioøkonomi. Dette er kolossal opgave, men projektet vil på den lange bane medvirke til, at vi kan basere vores samfund på biobaserede kemikalier.
Bevillingen gør det muligt for mig at fordybe mig endnu mere i mit forskningsfelt og samtidig åbne op for en ny retning inden for feltet, hvilket Sapere Aude-bevillingen gør muligt ved sin længde og størrelse. Sapere Aude-bevillingen er også en anerkendelse af min og mine samarbejdspartneres hidtidige forskning samt en tro på, at jeg kan udvikle mig til en førende leder inden for mit forskningsfelt. Det sidste vil øge mine chancer for at sikre bevillinger i fremtiden og tiltrække de bedste yngre forskere og samarbejdspartnere til min forskningsgruppe.
Da min forskning også er en af mine hobbyer, som ofte kræver ophold ved forskningsstationer i udlandet, så er det vigtigt at få koblet helt af sammen med familien i ny og næ. Det sker blandt andet ved den jyske vestkyst, hvor der er noget fredfyldt over at stirre ud over og gå ture langs det uendelige hav. Det har affødt en af mine andre hobbyer, som er landskabsfotografering, hvor naturen har al kontrollen og fotografen må affinde sig med at vente på det rette øjeblik.
Danmarks Tekniske Universitet
Enzymologi
Roskilde
Himmelev Gymnasium