Henrik Bech Seeberg

Forskningsleder

 

Projekttitel

Ungdomspartiers indflydelse på politiske partiers tilpasning til nye generationer

Hvad handler dit projekt om?

Projektet undersøger politiske ungdomspartiers magt. Ungdomspartier afskrives ofte i den offentlige debat som ubetydelige eller ungdommelige - og underforstået uprofessionelle - mens organisationerne selv tager æren for store policy-forandringer som tidlig screening for dysleksi i folkeskolen eller gratis tandlæge eller psykologhjælp til unge. Derfor spørger projektet: I hvor høj grad og under hvilke omstændigheder påvirker ungdomspartier deres moderpartiers policypositioner og -prioriteter. Altså sikrer ungdomspartier ungdommen et politisk aftryk? Og understøtter ungdomsorganisationerne moderpartiernes tilpasning til nye tider og unge generationers krav og holdninger? Projektet udvikler en teoretisk model til at forstå ungdomspartier som aktør og organisation og samler banebrydende data på tværs af lande og tid.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Da jeg læste min master i Europæisk Politik på London School of Economics i 2008, tog jeg fag som inspirerede mig til at forstå, hvorfor nogle lande f.eks. lukkede grænserne for immigranter, mens andre øgede kvoten af flygtninge. Det blev afsættet til at undersøge mere bredt, hvordan politiske partier fordeler knappe ressourcer og træffer vigtige beslutninger for samfundet. Mit Sapere Aude-projekt tillader mig at grave endnu dybere i, hvordan politiske partier tilpasser sig et omskifteligt samfund under indflydelse af deres ungdomspartier.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

En af de helt store udfordringer projektet søger at tackle er at teste ungdomspartiers politiske indflydelse på tværs af moderne, vestlige demokratier. Indflydelse, eller magt, er ekstremt svært at påvise. Når Socialdemokratisk Ungdom kræver flere lærlingepladser og Socialdemokratiet så også går ind for det, hvordan ved vi da, at SDU påvirkede S og ikke blot talte dem efter munden? Projektet håndterer udfordringen på to måder: (1) Jeg går helt tæt på den faktiske interesseaggregering i politiske partier gennem avancerede statistiske analyser af ungdomspartiers indflydelse over tid i fem europæiske lande. (2) Jeg udruller et elite-felteksperiment som i undersøgelsessituationen kan styre ungdomspartiers pres på politikere og dermed kan identificere kausalindflydelsen af ungdomspartier på moderpartiernes holdninger til konkrete politiske emner. Politologer har kæmpet med at studere magt og indflydelse i politiske partier i årtier. Min tilgang er et videnskabeligt nybrud og kan vise helt nye veje til at dokumentere magt og indflydelse i politiske partier.

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Mit projekt giver et tiltrængt, kritisk eftersyn af en central del af vores repræsentative demokrati, nemlig ungdomsrepræsentation. Vi lever i en tid, hvor de politiske partier mister fodfæste i samfundet med faldende medlemstal, færre trofaste vælgere og stigende mistillid til politikere i befolkningen. Lige nu skabes fremtidens vælgere, partimedlemmer og politiske ledere, og spørgsmålet er, om de politiske partier er gode nok til at inddrage de unge og lytte til dem? Meget tyder på det, da mange politiske partier lever i bedste velgående efter mere end 100 år. Vi mangler dog at blive klogere på de mekanismer, der driver partierne og fremtidssikrer vores demokrati. Et første skridt ift. at styrke morgendagens demokrati er at oplyse dets blinde vinkler.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Det er et stort ansvar og privilegium at være en del af Sapere Aude-programmet. Jeg modtager generøst ressourcer og tid til at lede et stærkt, internationalt team omkring et stort forskningsspørgsmål og tage min forskning til helt nye højder. Samtidig vil anerkendelsen ved at være en del af dette meget stærke forskningsprogram åbne nye døre og accelerere min forskningskarriere internationalt.

Lidt om mennesket bag forskeren

Samfundsforhold, politik og forskning fylder meget over aftensmaden derhjemme, da min kone også forsker i statskundskab. Jeg nyder eventyr i Århus på ladcyklen med vores fire børn, renoverer løbende på vores 150 år gamle byhus og bruger meget tid på legepladsen i fællesgården. Hænder det, at der hverken er zoom-aftenmøder med kolleger i USA eller snotnæser på de mindste i familien, så snører jeg gerne støvlerne til en frisk oldboys-fodboldkamp med flere af mine kolleger.