Sunil Kumar Saini

Forskningsleder

 

Projekttitel

Tilpasning af T-celleimmunitet ved virusinfektion og vaccination

Hvad handler dit projekt om?

Kroppens immunsystem beskytter os mod sygdomme, og immunsystemets frontkæmpere i kampen mod virusser kaldes T-celler. Kroppen producerer hele tiden nye T-celler, så når en ny virus kommer ind i kroppen mødes den af en blanding af nye og gamle T-celler, og forholdet mellem de to typer T-celler (’startniveauet’) kan spille en rolle for, hvor syge vi bliver af den nye virus. Desværre ved vi meget lidt om, hvordan forholdet mellem de to typer T-celler påvirker forløbet af en infektion. I mit projekt vil bruge data fra SARS-COV-2 til at undersøge, hvordan startniveauet påvirker sygdomsforløbet, og til at bestemme hvilke faktorer, der bestemmer T-cellernes reaktion på en infektion og en vaccination. På den måde kommer vi til at skabe en helt ny forståelse af, hvordan immunsystemet fungerer, både når vi bliver syge og i forhold til at beskytte os mod sygdom i fremtiden.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Jeg er af natur nysgerrig og god til at forstå biologiske processer helt ned på celleniveau, og min forskning afspejler min glæde for anvendelsesorienteret forskning. Jeg har arbejdet i en række forskellige akademiske miljøer og i den private sektor, og har efterhånden udviklet en stærk interesse for menneskets immunsystem. Jeg bruger de mest avancerede redskaber, der findes, til at bestemme hvordan immunsystemet fungerer, og så bruger den viden til at forbedre eller skabe helt nye behandlinger som kan komme til gavn for patienter, og det er i virkeligheden der, at mit arbejde gør en forskel.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

I min gruppe, og særligt i det her projekt, studerer vi T-celler, som er en del af immunsystemet. Der findes op mod ti millioner forskellige typer T-celler, som hjælper med til at bekæmpe de enormt mange forskellige infektioner, vi kan komme ud for. Det at arbejde med så mange forskellige typer af celler er selvfølgelig en stor udfordring, både i forhold til de redskaber, vi har til rådighed, men også i forhold til at forstå den enkelte celletypes betydning for et specifikt sygdomsforløb. Jeg har, gennem hele min karriere, samarbejdet med en række førende forskere på området, og været med til at udvikle mange af de mest avancerede værktøjer til at undersøge forskellige T-celler og deres rolle i relation til forskellige sygdomme. Med den erfaring jeg har inden for T-celle-analyse, og med det netværk jeg har blandt de førende forskere i både klinisk og eksperimentel immunologi, er jeg overbevist om, at jeg og min gruppe kan løfte den opgave, vi har givet os selv med det her projekt, og at vi undervejs kommer til at gøre en række spændende opdagelser, som vil skabe en helt ny forståelse af hvordan immunsystemet virker.

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Vores kroppe, og hele samfundet, er konstant under angreb af forskellige ting, der kan gøre os syge. COVID-19-pandemien førte til en gigantisk krise for folkesundheden og understreger vigtigheden af, at vi får udviklet nogle mere langsigtede løsninger til at imødegå lignende udbrud i fremtiden. Mit projekt handler om at forstå, hvordan vores immunsystem påvirker sygdomsforløbet, når det møder en ny ting, der kan gøre os syge. Projektet kan derfor få stor betydning for, hvordan vi laver vacciner i fremtiden, og for at udvikle behandlinger til folk med nedsat immunforsvar. Vi håber også på at lære de grundlæggende regler for kroppens immunrespons. Det vil sætte os i stand til at skabe helt nye behandlinger, ikke bare for infektionssygdomme, men også til folk i kræftbehandling og til dem, der lider af autoimmune sygdomme.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Jeg er i færd med at opbygge en forskningsgruppe, der kan fungere som centrum for den internationale forskning i menneskets immunologi. Sapere Aude-bevillingen gør det muligt for mig at accelerere den proces. Jeg er først for nyligt begyndt at bygge min egen gruppe op, og i den proces betyder den anerkendelse, der ligger i en Sapere Aude-bevilling, at jeg kan udvide mit netværk, deltage i internationale symposier og netværk, og ikke mindst at tiltrække spirende talenter fra hele verden. Lige nu og her betyder tildelingen af en Sapere Aude-bevilling, at jeg kan udvide min gruppe og for alvor kaste mig over nogle af de helt store forskningsspørgsmål.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg kommer fra Indien. I min tidlige barndom og de første år i skolen boede vi på landet, men derefter har jeg boet i forskellige større byer i Inden, hvor jeg tog min universitetsuddannelse. Siden kom jeg til Tyskland, hvor jeg tog min ph.d.-grad i Biokemi, og derfra tog jeg til Danmark, hvor jeg nu har boet og arbejdet i syv år sammen med min kone og vores to små døtre. Når jeg ikke arbejder holder jeg meget af at rejse, læse og at være ude i naturen.