Thomas Kjær Rasmussen

Forskningsleder

 

Projekttitel

Human energy expenditure in mobility

Hvad handler dit projekt om?

Projektet ønsker at klarlægge relationen mellem energiforbrug og adfærd blandt cyklister. Energiforbrug er definerende for cykling - vi kommer ingen vegne uden at bruge energi. Vi ved dog ikke ret meget om, hvordan energiforbruget påvirker vores adfærd som cyklister, f.eks. hvorfor nogle vælger en rute, hvor de undgår at svede, mens andre gerne tager en omvej eller cykler hurtigere for at få ekstra motion. Projektet adresserer denne mangel, idet der udvikles en ny modeltype, der på konsistent vis tager hensyn til energiforbrug. Modeltypen består dels af en netværksmodel til beskrivelse af energiforbrug og dels en rutevalgsmodel til beskrivelse af adfærd. Resultatet er en mere realistisk beskrivelse af virkeligheden og lettere fortolkning. Modellerne estimeres under brug af unikke datakilder, og der foretages forskellige scenarieberegninger, herunder bl.a. en belysning af potentialet, hvis flere bruger elcykler.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

De matematiske og naturvidenskabelige fag har altid haft min interesse, og da jeg tog et kursus inden for transportplanlægning på universitetet, blev jeg fanget. Jeg synes, at netop transportsystemer er interessante pga. deres kompleksitet, og fordi de har en stor betydning for både individer og samfundet. Netop rutevalg er i praksis noget alle, bevidst eller ubevidst, stifter bekendtskab med i deres hverdag. Derudover finder jeg forskningsfeltet interessant, fordi det kombinerer forskellige discipliner, herunder avanceret matematisk teori, økonomi, adfærdsteori og teknologi. Cykeltrafik er særligt interessant, fordi det har et stort uforløst potentiale i forhold til effekten på for eksempel sundhed, trængsel, forurening og bymiljø.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

De nuværende modeller til beskrivelse af cyklisters adfærd er typisk direkte tilpasninger af adfærdsmodeller, der oprindeligt er udviklet til biltrafik. Disse har en stor mangel, idet de ikke tager hensyn til energiforbrug, men typisk har fokus på minimering af distance og rejsetid. Dette resulterer i dårlig forståelse af cyklisters adfærd og begrænset realisme af analyser. Hensyntagen til energiforbrug er imidlertid ikke ligefremt. Projektet skal både udvikle i) helt nye metoder til at beskrive individuelt energiforbrug på et komplekst infrastrukturnetværk, samt ii) nye adfærdsmodeller, der formår at klarlægge indflydelsen af energiforbrug på konsistent vis. Hvis det lykkes, vil det lede til en langt bedre forståelse af adfærd blandt cyklister, mere realistiske modeller samt muliggørelse af scenarieanalyser, som ikke kan foretages med nuværende modeller.

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Cykling har mange positive effekter, der bl.a. relaterer sig til øget sundhed, mindre trængsel på vejene, bedre bymiljø og mindsket udledning af skadelige miljøpartikler. Potentialet er altså stort og øges desuden af større tilgængelighed af elcykler, der via behov for lavere humant energiforbrug gør, at rejsende kan transportere sig ved højere hastigheder over længere strækninger. Det er imidlertid essentielt, at kampagner samt investeringer i ny infrastruktur planlægges og designes hensigtsmæssigt. Dette kræver, at vi forstår cyklisters adfærd og formår at repræsentere rejsendes præferencer bedst muligt i beslutningsstøtteværktøjer. Formålet med mit projekt er netop en sådan klarlægning af adfærd og implementering i et operationelt modelværktøj.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Det er en stor anerkendelse at deltage i Sapere Aude-programmet. Det giver mig mulighed for at konsolidere min forskningsretning, udvide mit internationale forskningsnetværk, tiltrække og uddanne fremragende yngre forskere i min egen forskningsgruppe, samt på sigt tiltrække yderligere forskningsmidler. Vi får muligheden for at gå i dybden og besvare nogle meget spændende videnskabelige spørgsmål, som også vil være til stor gavn for samfundet.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg bor i Roskilde sammen med min kone og vores to børn på seks og otte år. Min fritid bruger jeg på at være sammen med familie og venner. Jeg bruger også en del tid på og omkring Roskilde Fjord med sejlads, cykel- og løbeture.