Alexandra-Iulia Otiman

Forskningsleder

 

Projekttitel

Conformal Geometry: metrics and cohomology

Hvad handler dit projekt om?

Mit projekt vil føre til teoretiske fremskridt inden for den matematiske gren ’differential geometri’, og mere præcist sigter det mod at forstå formen af nogle specielle rum i vilkårlige høje dimensioner ved at bruge en særlig måde at måle afstande på. At beskrive formen af et rum, som er mere end fire dimensioner er ikke en nem opgave. For at opnå dette vil jeg sammen med mit team bruge abstrakte teorier fra forskellige sider og grene af matematikken, som vil producere de passende værktøjer og rammer.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Min interesse for matematik og geometri kom tidligt i barndommen, og jeg er vokset op med at deltage i matematikkonkurrencer som fx Matematisk Olympiade. Som barn var jeg altid fascineret af tal og geometriske mønstre og former i to eller tre dimensioner. Denne passion forvandlede sig til at forfølge studier i differentialgeometri, som kræver at man kan tage et ’spring’ af abstraktisering og fantasi. Jeg kan godt lide at tro, at kernen i denne mere avancerede teori er det samme matematiske spil.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

De udfordringer, vi normalt står over for i en teoretisk gren af matematikken, som differentialgeometrien, ser altid på, hvordan vi kan bruge gamle og klassiske metoder til at løse nye vanskelige problemer og tackle nye spørgsmål på. Som det oftest er tilfældet inden for mit felt, vil vi udvikle nye værktøjer og nye instrumenter, som vil være gavnlige og nyttige for det matematiske samfund. På længere sigt vil disse værktøjer generere nye potentielle ideer og teorier og tjene som et effektivt mål for fremskridt på området.

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Matematik gennemsyrer det moderne samfund i mange aspekter og former. De værktøjer, som vi udvikler vil ikke have kortsigtede konkrete anvendelser ud over at opbygge en meget forbedret forståelse af geometri fra et teoretisk perspektiv. Men historien har lært os, at de matematiske værktøjer, der er udviklet på dette og nærliggende områder, har ført til mange af de opfindelser, som vi i dag tager for givet, som fx GPS'en. Gennem brugen af metrik har geometrien i dag en bred vifte af anvendelser inden for praktiske områder som biologi og datalogi. På længere sigt kan de resultater, som vi sigter efter i mit projekt, potentielt være nyttige inden for disse eller lignende områder.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Det er en stor ære at modtage Sapere-Aude: DFF-Forskningsleder-legatet, som repræsenterer et stort skridt fremad i min karriere. Jeg har netop tiltrådt en fakultetsstilling på Aarhus Universitet og her bliver det helt centralt at opbygge en gruppe, hvor vi ser frem til at ansætte dygtige unge forskere fra hele verden til at arbejde med det mål at fremme en del af geometriens matematik. Det vil også give mig rig mulighed for at udvide mit internationale netværk og berige min forskning yderligere gennem fortsat interaktion med nogle af verdens førende eksperter på området.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er oprindeligt fra Bukarest i Rumænien. Jeg har boet rundt omkring i Europa på grund af mine studier, herunder har jeg haft længerevarende ophold i bl.a. Tyskland og Italien. I 2022 flyttede jeg til Danmark for at påtage mig en fakultetsstilling ved Aarhus Universitet, sideløbende med et 3-årigt fellowship-ophold ved Aarhus Institute of Advanced Studies (AIAS). Meget af min fritid går i øjeblikket med at bruge kvalitetstid med min mand og vores etårige søn. Sammen kan vi godt lide at tage vores elcykler eller toget for at udforske nye steder og opleve nye eventyr.