Helle Plauborg

Forskningsleder

 

Projekttitel

Why do they stay? Exploring the relationalities of teachers who stay in the profession, thereby rethinking retention

Hvad handler dit projekt om?

Det estimeres, at vi i 2030 kommer til at mangle 69 millioner lærere på verdensplan, heraf ca. 13.000 i Danmark. Lærermangel er derfor et stort problem, og kernen i problemet er, at det er svært at fastholde lærere i jobbet. Projektet udforsker, hvorfor grundskolelærere bliver i professionen og har samtidig som ambition at gentænke fastholdelsesbegrebet. Til trods for at det er en gennemgående pointe i forskningslitteraturen, at det er fastholdelse, der er problemet, er det nemlig et forskningsmæssigt underbelyst begreb, som indikerer, at der kun er en karrierevej for lærere. I projektet udforsker vi derfor også læreres muligheder for at forfølge forskellige karriereveje inden for professionen.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Interessen for projektet blev vakt i det forskningsprogram, jeg er leder af. Her ser vi det blandt andet som vores opgave at producere viden om aktuelle problemstillinger i skolen, og lærermangel er et af dem. Vi har derfor lavet en række litteratursøgninger, som fokuserer på frafald, fastholdelse og rekruttering, og i den forbindelse stod det klart, at den eksisterende forskningslitteratur langt overvejende fokuserer på frafald og læreres grunde til at forlade professionen. Vores viden om fastholdelse og dem, der bliver, er derimod begrænset til trods for, at det er de fleste. Samtidig sætter nyere studier spørgsmålstegn ved en præmis, der synes at gøre sig gældende i den eksisterende litteratur, nemlig den, at vi gennem undersøgelse af årsager til frafald, bliver klogere på fastholdelse, hvis blot fortegnene vendes.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Som nævnt er den eksisterende forskning på feltet sparsom. Projektet bidrager derfor til et internationalt pædagogisk forskningsfelt, som er i sin vorden ved at byde ind med indsigter i, hvad der skaber fastholdelse. Derudover bærer den eksisterende litteratur ofte præg af, at lærerlivet ikke undersøges som værende forbundet med fx (professions)historiske, politiske, organisatoriske, personlige og sociale aspekter. Det er derfor et omdrejningspunkt i dette projekt. Og endelig byder projektet ind med en efterspurgt gentænkning af fastholdelsesbegrebet.

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Dette projekt adresserer et vidensproblem, men det er særdeles motiverende, at vi ved at generere viden om lærere, der bliver, vil kunne styrke overvejelser over, hvordan man proaktivt kan arbejde med et praksisproblem i form af lærermangel på et forskningsinformeret grundlag. Derudover varierer det meget fra kommune til kommune, hvor stort problemet er, og i denne undersøgelse rekrutteres i alt 48 lærere fra 12 forskellige skoler i seks forskellige kommuner for netop at få blik for disse variationer og de betydninger, de måtte have i relation til fastholdelse.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Først og fremmest er det en stor ære at modtage en Sapere Aude: DFF-forskningsleder-bevilling. Derudover giver bevillingen mig mulighed for at opbygge et stærkt forskerteam på feltet og for at etablere et tæt samarbejde med førende forskere internationalt på området. Det indebærer også forskningsophold i London, England og i Leuven, Belgien. Forskerteamet indgår også i og bidrager til forskningsprogrammet Teachers and Teaching: Teacher Education, Practice, Professional Development på Danmarks Pædagogiske Universitet.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er født og opvokset i Vestjylland nær Esbjerg, men bor i dag sammen med min mand og vores to børn på Nørrebro. Min fritid bruger jeg sammen med min familie og venner og ofte også på hesteryg eller bag mit klaver. På (særdeles) gode dage får jeg også overtalt mig selv til at løbe en tur.