Line Hagner Nielsen

Forskningsleder

 

Projekttitel

Targeting nasal biofilms with in situ hydrogels

Hvad handler dit projekt om?

13% af befolkningen rammes af kronisk bihulebetændelse, og det har en stor indflydelse på patienternes livskvalitet. I langt de fleste tilfælde af kronisk bihulebetændelse ophober bakterierne sig i bihulerne og danner det, vi kalder biofilm. Biofilmene er meget lidt modtagelige for antibiotika, og det gør, at infektionerne er svære at behandle, så der er behov for nye tiltag.
I dette projekt vil jeg udvikle en næsespray med antibiotika. Når den sprayes ind i næsen, dannes der en gel i bihulerne på grund af den højere temperatur i næsen sammenlignet med stuetemperatur. Denne gel lægger sig over biofilm-infektionen og antibiotika frigives langsomt fra gelen for således at bekæmpe biofilmen. De udviklede næsesprays-systemer skal testes for deres effekt på bakterier og på biofilm, for derefter at blive testet i mus. Ved at udvikle denne gel-dannende næsespray, vil vi gerne opnå en mere målrettet og præcis levering af antibiotika direkte til biofilmen i bihulerne, og derved behandle infektionen effektivt.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Min interesse for lægemiddelformuleringer og leveringssystemer til lægemidler blev allerede vakt, da jeg læste til farmaceut på Københavns Universitet. Jeg synes, at det er enormt spændende med alle de parametre, som man kan ændre og tilsætte hjælpestoffer for at opnå et meget mere effektivt lægemiddel. Jeg kan virkelig godt lide, når der er en klinisk applikation med i projektet, hvor det i dette projekt er kronisk bihulebetændelse. Det gør, at vi kan måle effekten af vores lægemiddelformuleringer, og undersøge om de har en effekt på den specifikke sygdom.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Dette projekt er meget interdisciplinært med mange forskellige forskningsområder involveret. Én af udfordringerne er at udvikle næsespray, som kan sprayes ind i næsen og rent faktisk lande i bihulerne. Derudover bliver det en udfordring at få næsesprayen til at danne gelen på det rigtige tidspunkt og ved den rette temperatur. Endvidere er det også udfordrende at opbygge en model i mus, som afspejler biofilm infektionen ved bihulebetændelse. Jeg vil i projektet ansætte to PhD studerende, og sammen med et stærk interdisciplinært team kan vi komme hele vejen rundt om projektet.

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Jeg forventer selv, at projektet vil give ny viden omkring hvordan vi kan behandle biofilm-infektioner mere effektivt end i dag og hvad der skal til før antibiotika er effektivt til at slå sådanne infektioner ned. Derudover vil projektet føre til viden om in situ geler, og hvad der skal til for at disse geler skal lande i bihulerne, efter de er sprayet ind i næsen. Projektet er i krydsfeltet mellem drug delivery/farmaceutisk teknologi og klinisk mikrobiologi, hvor der ikke er mange, der i forvejen arbejder.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Først og fremmest er det en stor ære og et kæmpe skulderklap at modtage en Sapere Aude: DFF Forskningsleder. Derudover vil det opfylde min ambition om at blive blandt de førende forskere inden for nye leveringssystemer til antibiotika til biofilm behandling. Sapere Aude bevillingen vil komme til at styrke min forskningsprofil og også mit netværk af mulige samarbejdspartnere i Danmark og i udlandet, samt give mig mere ledelseserfaring.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg bor lidt uden for København med mind mand og vores 2 piger på 2 og 4 år. Tiden er knap, men i fritiden kan vi godt lide at rejse ud i verden, og ellers få tiden til at gå med at opleve naturen, men også at gå ud og høre en del koncerter.