Andreas Mæchel Fritzen

Forskningsleder

 

Projekttitel

Cardiovascular and metabolic effects of medium-chain fatty acids in heart failure

Hvad handler dit projekt om?

Op imod 100.000 danskere er ramt af den livstruende lidelse, hjertesvigt. Det svigtende hjerte har nedsat evne til at forbrænde fedt og er nødsaget til at bruge såkaldte ketonstoffer. Infusion af ketonstoffer kan forbedre hjertefunktion i hjertesvigtspatienter. I pilotforsøg har vi set, at indtagelse af såkaldte mellemkædede fedtsyrer, der er til stede i kokosolie og mindre grad i mælk – på naturligvis vis øger ketonstofindholdet i blodet. Samtidig tiltænker vi, at disse fedtsyrer er en optimal fedtkilde for hjertet og kan få leveren til at frigive positive signalstoffer. I projektet vil vi derfor undersøge, om indtagelse af disse fedtsyrer forbedrer hjertefunktionen i hjertesvigtspatienter. De underliggende mekanismer undersøges med avancerede proteinanalysemetoder af patienternes blod samt ved brug af transgene dyremodeller. Dette kan lede til nye behandlinger mod hjertesvigt.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Allerede som ung studerende begyndte min interesse for at opsøge mere viden om fedtstofskiftet, der forskningsmæssigt har fået langt mindre opmærksomhed end kulhydratstofskiftet. Dysreguleret fedtstofskifte spiller en rolle i mange livsstilssygdomme, hvorfor mere viden er vital for optimering af forebyggelse og behandling af sygdomme. I min mentors forskningsgruppe har vi i en årrække undersøgt betydning af kostens fedt for stofskiftets sundhed. Vi har vist, at fedt i kosten slet ikke er så slemt som tidligere antaget – og vi så, hvordan alt fedt på ingen måde er ens. Noget fedt synes ligefrem at have særlig fordelagtige fysiologiske effekter. Det spirede min interesse for de mellemkædede fedtsyrer, som vi ved meget lidt om – men som vi i pilotforsøg så havde utrolig spændende effekter på kroppens stofskifte. Det fødte idéen, at de kunne være favorable for det svigtende hjerte.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Mit forskningsprojekt er utrolig interdisciplinært og spænder fra kliniske forsøg i hjertesvigtspatienter til mekanistiske forsøg i transgene musemodeller, samt anvendelse af sofistikerede molekylærbiologiske teknikker. Det bliver en udfordring at integrere og sammentænke disse forskellige forsøg og analyser - og sikre den translatoriske indsigt fra molekylær forståelse til klinisk implikation, der er en afgørende ambition. F.eks. bliver det centralt, at hjertesvigtsmodellen i mus afspejler patienternes sygdom. Ligeledes bliver det en udfordring at rekruttere tilstrækkeligt med patienter, som kæmper rigeligt med deres kroniske lidelse, og på trods heraf velvilligt stiller op til invasive forsøgsdage. Omvendt er det netop også et interessant perspektiv ved projektet, at vi potentielt kan skabe bro mellem ny molekylærfysiologisk viden og påvirkning af klinisk praksis.

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Dette konkrete projekt vil hjælpe os til at forstå, om indtagelse af mellemkædede fedtsyrer kan bruges i forebyggelse og behandling af hjertesvigt. Dertil vil vi opnå ernæringsmæssig viden, som vil kunne påvirke ernæringsanbefalingerne og danne grobund for berigelse af fødevarer med disse fedtsyrer – en approach vi allerede er ved at undersøge anvendeligheden af i komplimenterende forskningsprojekter. Endeligt vil vi opnå grundvidenskabelig indsigt i de her bestemte fedtsyrers biologi – hvordan de absorberes og omsættes i kroppen, og hvilke fysiologiske og molekylære mekanismer dette involverer. Denne viden vil potentielt kunne identificere nye signalmolekyler og -veje i kroppen, der kan udnyttes farmakologisk i forebyggelse og behandling af hjerte-/karsygdomme.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Det vil give en unik mulighed for at afklare et videnskabeligt spørgsmål med potentiale til at forbedre behandling af en udbredt, livstruende sygdom. Bevillingen er også vital i at understøtte konsolideringen af min spirende forskningsgruppe, og hjælpe mig til at rekruttere komplimenterende kompetencer, der muliggør translationel forskning i fedtstofskiftet helt fra det grundvidenskabelige, molekylære niveau med sofistikerede molekylærbiologiske metodikker og transgene musemodeller til klinisk implikation med invasive, eksperimentelle forsøg i patienter. Endeligt vil projektet etablere et enestående internationalt forskningsnetværk og bringe kompetencer sammen fra kardiologi, fysiologi og cellebiologi. Samlet vil det skabe et enestående fundament til at udvikle mig til en stærk, uafhængig forskningsleder og fremadrettet blive konkurrencedygtig til at ekstendere dette vigtige forskningsfelt.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg har to børn, Lukas og Bertil på 5 og 2 år, med min smukke kone, Ida. Min fritid går derfor især med at forsøge at være en god far og kæreste – og være på eventyr med min familie i naturen eller på legepladser i byen. Jeg kæmper også for at være en inspirerende badmintontræner for drengene og ellers finde tid til leg og sjov imellem ophobende bunker af tøjvask, Aula-beskeder og madlavning. Jeg spiller desuden guitar i et band, hvor drømmen om Pink Floyd-inspirerede soloer for tiljublende fans på nationale stadioner for længst er forduftet og erstattet af lavkulturelle coverversioner af udbrændte 80’er-hits til bryllupper og havnefester. Endeligt prøver jeg også at finde tid til at få løbetrænet lidt, når ungerne er lagt, selvom jeg er i bekymrende fare for at blive forskeren i sundhedseffekterne af fysisk aktivitet og optimal kost, der ikke når at ”praktisere, hvad jeg prædiker”.