Niels Christian Hansen

Projekttitel

Bifaldskultur i de symfoniske koncertsale (CLAPS)

Hvad handler dit projekt om?

Vi klapper alle, når teaterstykket slutter, når skøjteløberen udfører et særligt krævende spring, eller når klaversolisten træder ind i koncertsalens rampelys. Bifald er en velkendt—men også lidt mærkværdig—adfærd, som findes overalt, hvor mennesker mødes. Men hvorfor slår vi håndfladerne taktfast mod hinanden, når vi bliver imponerede? CLAPS-projektet går ud på at kortlægge, hvilke faktorer i musikken, koncertsammenhængen og publikums oplevelse, der fører til de største klapsalver. For første gang nogensinde vil vi igennem tre hele koncertsæsoner filme publikum til Aarhus Symfoniorkesters ugentlige optrædener i Musikhuset Aarhus. Vi vil også interviewe musikere og publikum samt udføre koncerteksperimenter med studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium. På denne måde vil vi undersøge, hvad bifald er, hvordan man bedst måler det, og hvordan det opstår og spreder sig i rummet.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Jeg har selv spillet musik, lige siden jeg var helt ung. Senere har jeg også uddannet mig som klassisk pianist fra musikkonservatoriet. Under mine studier hos pianisten Anne Øland tilegnede vi klaverstuderende os de klassiske koncertkonventioner. Til talrige koncerter rundt omkring i landet lærte vi, hvordan man opfører sig på scenen for bl.a. at give publikum den bedst mulige koncertoplevelse. Men der var også mange ting, der forblev usagt. Mesterlæretraditionen, som præger musikuddannelser verden over, står ganske vist på ryggen af en solid og årelang praksiserfaring, men den beror også på mange formodninger og antagelser, som ikke altid er egentlig evidensbaserede. Min forskning sigter på mange måder efter at forløse dette uudnyttede potentiale ved at tage en videnskabelig tilgang til musikkens praksis og dens mysterier. Det kan i parentes bemærket både give nye venner og fjender.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Eksperimentelle forskningskoncerter er de seneste år blevet mere og mere udbredte. Her indsamles typisk enormt store datamængder fra publikum og optrædende musikere. F.eks. kan man bruge spørgeskemaer, fysiologiske data såsom hjerterytme og vejrtrækning, motion capture, eye tracking og forskellige former for lyd og video. Disse enkeltstående begivenheder kan være ganske spektakulære at deltage i. Men ofte må man gå voldsomt på kompromis med koncertkonventionerne. Det er svært at skjule, at man bliver overvåget, når der er kameraer, ledninger og hårdtarbejdende forskere overalt, og når musikerne har lycra-dragter og sjove briller på. For at forstå koncertkultur, som den udfolder sig "in the wild", er vi forskere derfor nødt til at tage en mere teori- og hypotesedreven tilgang, hvor vi observerer publikum upåagtet over en længere periode. CLAPS er det første projekt, der for alvor gør det.

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Kultursektoren står over for en gryende datarevolution. Det gælder også symfoniorkestrene, som med nye koncertformater, tematisk programlægning og alskens storytelling online forsøger at nå en bredere publikumsskare. Selvom milliarder af mennesker hvert år møder den klassiske musik gennem spillefilm, computerspil og livekoncerter, så opfattes klassiske koncerter stadig som elitære. Forskning har vist, at stive "regler" for, hvordan man klæder sig, og hvornår man klapper, kan virke afskrækkende på især yngre koncertgængere. Uden systematiske målinger af publikums begejstring ved orkestrene dog ikke, hvilke tiltag der virker, og hvilke der slår fejl. Billetsalg afslører f.eks. kun forventet og ikke reel begejstring. Fordi deltagelse i kulturbegivenheder kan have positive effekter på vores mentale velvære, vil vi jo gerne inspirere endnu flere mennesker til at opleve musikken live.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Jeg ser Sapere Aude: DFF-Forskningsleder-bevillingen som en anerkendelse af den interdisciplinære forskning, som kan opstå, hvis vi styrker det videnskabelige og kunstneriske samarbejde mellem konservatorierne, universiteterne og det udøvende kulturliv. Omend alle forskere i dag nok vil identificere sig som ”interdisciplinære”, findes der alligevel forskellige grader af tværfaglighed. Forskningen viser, at vi, som arbejder på tværs af fakulteter og fundamentalt forskellige videnstraditioner ofte møder større systemiske udfordringer end vores mere monofaglige kollegaer. Dette gælder f.eks. opnåelse af bevillinger og faste stillinger. Det er mit håb, at denne bevilling for mig kan føre til en fastansættelse. For det er jo en forudsætning for en succesfuld forskningskarriere. Hvis vi ikke nedbryder barriererne for radikal tværfaglighed, så går vi både glip af vigtige forskningsresultater og dygtige forskertalenter.

Lidt om mennesket bag forskeren

Efter at have bedrevet kognitiv musikforskning i Nederlandene, England, USA, Australien og Finland er jeg for få år siden vendt tilbage til Danmark for at slå mig ned sammen med min amerikanske partner. Selvom det er fantastisk at have gode venner og kollegaer over store dele af verden, så kan man alligevel godt føle sig lidt som en fremmed i sit eget hjemland, når man vender hjem efter flere år i udlandet. Vi danskere er ikke altid så gode til at tage imod folk udefr aog integrere dem i vores faste sociale fællesskaber. Udlændinge, der flytter til Danmark, oplever naturligvis dette endnu tydeligere, end jeg gør. Som forskningsleder – og som menneske – vil jeg derfor gerne gøre min del for, at vi bliver endnu bedre til at byde nye mennesker og idéer udefra velkommen her til lands.