Anne Loft

Forskningsleder

 

Projekttitel

Epikardialt fedtvæv - nøglen til at forstå diabetes-associeret koronararteriesygdom?

Hvad handler dit projekt om?

I mit projekt undersøger vi det fedtvæv, der omgiver hjertets kranspulsårer, for at forstå, hvordan det kan bidrage til udviklingen af åreforkalkning – en af de mest dødelige sygdomme på verdensplan. Dette hjertefedtvæv er særligt interessant, fordi det hos raske personer menes at have en overvejende beskyttende effekt på hjertet, mens det hos patienter med type 2-diabetes forandrer sig og i stedet ser ud til at fremme kranspulsåreforkalkning. Mit projekt har derfor til formål at undersøge, hvordan fedtvævet ændrer karakter ved diabetes, hvordan det påvirker kommunikationen med det omkringliggende hjertekarvæv, og om det udskiller signalstoffer, der kan være med til at forværre sygdomsudviklingen.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Jeg har siden folkeskolen været optaget af, hvordan kroppen fungerer, men det var først på universitetet – og særligt gennem mødet med engagerede forskere – at jeg for alvor blev fascineret af mulighederne i at anvende funktionel genomics til at forstå kroppens metabolisme. Da jeg fik mulighed for at arbejde med et ph.d.-projekt om fedtceller og fedtvævets rolle i reguleringen af kroppens processer, var jeg ikke i tvivl om, at det var her, min store interesse lå – og det var her, min forskningsrejse for alvor tog fart.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Mit projekt beskæftiger sig med at forstå komplekse vævssammensætninger og cellekommunikation, og hvordan disse ændres under sygdomsudvikling – hvor det ofte er en udfordring at adskille årsag og virkning. Projektet kræver avancerede teknologier som enkeltcelle-sekventering og spatial transcriptomics, samt brug af biologiske modeller til funktionel test af de identificerede hypoteser. En central udfordring er at klarlægge, hvordan fedtvævets lokale signaler påvirker det omkringliggende hjertekarvæv hos mennesker med type 2-diabetes, med det langsigtede perspektiv at identificere nye sygdomsdrivende mekanismer, der kan danne grundlag for mere målrettet behandling af hjerte-kar-sygdomme i metabolisk belastede patienter.

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Den stigende fedmeepidemi og de relaterede følgesygdomme som type 2-diabetes og hjertekarsygdomme, koster hvert år samfundet enorme ressourcer – både økonomisk og menneskeligt. Jeg håber, at min forskning kan bidrage med ny viden om fedtvævets rolle i udviklingen af disse sygdomme og dermed bane vejen for nye, målrettede behandlingsstrategier. På sigt kan dette få stor betydning for forebyggelse og behandling, og dermed forbedre både folkesundhed og livskvalitet.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Sapere Aude-programmet er en stor anerkendelse og en enestående mulighed for at styrke mit nationale og internationale samarbejdsnetværk. Det vil give mig mulighed for at konsolidere en internationalt konkurrencedygtig forskningsgruppe på SDU og accelerere udviklingen af både eksperimentelle og bioinformatiske arbejdsgange i min gruppe. Programmet vil dermed være afgørende for at videreudvikle min forskningsprofil og positionere mig stærkt i feltet.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg bor i Højby lige uden for Odense sammen med min mand, Søren, der også er forsker, og vores to børn på 6 og 10 år. I vores fritid bruger vi en del timer i den lokale idrætsforening, hvor jeg træner de håndboldhold, mine børn spiller på. Jeg sætter stor pris på den danske foreningskultur og finder det værdifuldt at kunne give noget tilbage som frivillig i en ramme, jeg selv har haft stor glæde af gennem mange år.