Frido Welker

Projekttitel

MiddleEarth: Eurasian Hominin occupation history from the Middle to the Late Pleistocene

Hvad handler dit projekt om?

Vi ved, at neandertalere, denisovaner og tidligere populationer af moderne mennesker, vovede sig ind i det centrale Eurasien på forskellige tidspunkter i løbet af de sidste 500.000 år. Der findes dog kun sparsomme arkæologiske og molekylære vidnesbyrd fra regionen, hvilket begrænser vores forståelse af palæoøkologi, subsistensstrategier og homininers indvandringshistorier. I projektet vil vi udvinde gamle proteiner fra pattedyrsfossiler og integrere de genererede proteomiske data med zooarkæologisk viden for at karakterisere pleistocæne menneskelige subsistensstrategier for et par vigtige arkæologiske lokaliteter. Fra de samme lokaliteter vil vi udvinde gamle proteinsekvenser fra homininfossiler for at bestemme, hvilke homininpopulationer, der var til stede. Tilsammen vil dette give os mulighed for at begynde at udforske fremmarch og tilbagegang i homininers tilstedeværelse og adfærd i dette større område.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Frustration! Da jeg skrev et bachelorprojekt om gammelt DNA, blev jeg frustreret over det store antal ekstraktioner, der mislykkedes på grund af dårlig DNA-bevarelse i de koprolitter, jeg forsøgte at studere. Da jeg derefter læste om gamle proteiner, der potentielt kunne bevares længere end gammelt DNA, besluttede jeg at flytte til York i Storbritannien for at tage en kandidatgrad i krydsfeltet mellem arkæologi og naturvidenskab. Der fik jeg mulighed for at kombinere min nysgerrighed inden for analysen af gamle proteiner med min interesse for menneskets evolution, og det er denne kombination, der har holdt mig fascineret og motiveret lige siden.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Bevaringen af proteiner er måske ikke ideel i alle de prøver, vi ønsker at studere, og den viden, vi derfor får om menneskelige subsistensstrategier og populationsgenetiske tilhørsforhold kan derfor være begrænset for nogle fossiler. Samtidig er gevinsterne store for de fossiler hvor bevaringen er god nok, og i de nye menneskelige knogleprøver vi opdager gennem proteomiske screeningsmetoder. Vi vil derfor begynde at generere nye molekylære data for et meget relevant område af verden.

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Vi kender neandertalere fra Europa, og mange af os ved, at vores egen art i vid udstrækning udviklede sig i Afrika. Vi har dog en tendens til at glemme, både i offentlighedens søgelys og nogle gange i den videnskabelige diskurs, at store centrale områder af Eurasien også var beboet af neandertalere, moderne mennesker og denisovanere, som vi ved så lidt om. Ved at udfylde denne videnskløft vil projektet også give nye indsigter i den kollektive evolutionære historie, som vi alle deler med vores uddøde fætre og kusiner.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Det er en stor ære at modtage Sapere Aude-bevillingen, som er en anerkendelse af det arbejde, jeg sammen med min gruppe har udført med at anvende palæoproteomik i studier af menneskets evolution. Modtagelsen af ​​Sapere Aude-bevillingen giver mig mulighed for at opbygge samarbejder i en region af verden, hvor jeg hidtil har arbejdet meget lidt, men som er central for at forstå spredningen, tilstedeværelsen og evolutionen af ​​neandertalere, denisovaner og det moderne menneske. Projektet giver mig også mulighed for at videreudvikle mig selv som forskningsleder og indlede samarbejder, der involverer vores palæoproteomiske viden med samfund, hvor denne teknologi endnu ikke er tilgængelig.