Gregory Eady

Forskningsleder

 

Projekttitel

The Discourse Project: Investigating and Improving the Quality of Political Discourse

Hvad handler dit projekt om?

Politikere og borgere kritiserer ofte den politiske debat for at være ukonstruktiv, uforsonlig og polariserende. Hvordan kan vi have mere konstruktive politiske samtaler? Dette projekt søger at besvare det spørgsmål gennem en række eksperimenter, hvor AI-værktøjer indgår i samtaler. Disse værktøjer gør det muligt at teste hvilke former for argumentation, der fører til mere konstruktive, mere civiliserede og mindre polariserende diskussioner. Projektet vil også undersøge, hvordan menneskers identitetsmarkører—såsom politisk baggrund, køn eller etnicitet—kan påvirke samtalekvaliteten. Endelig testes det, om brug af veldokumenteret viden og information fra officielle kilder kan reducere skadelige overbevisninger og styrke tilliden til demokratiet.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Som forsker i sociale medier har jeg længe været frustreret over, at så meget politisk debat online er uproduktiv, polariserende eller fjendtlig. Men det er metodisk set svært at undersøge, hvorfor det sker—og hvordan det kan forbedres. For at teste, hvad der gør en samtale mere konstruktiv, skal vi kunne variere, hvordan folk taler, og observere konsekvenserne heraf. Det er svært i virkelige samtaler. Men nye AI-teknologier gør det muligt at simulere dialog og undersøge, hvordan forskellige former for argumentation påvirker samtalekvaliteten. Det åbner helt nye muligheder for at studere og forbedre politiske samtaler online.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Projektet rummer både teoretiske og tekniske udfordringer. En central opgave er at identificere, hvilke aspekter af dialog —argumentationsform, brug af evidens, tone, inddragelse af modargumenter — der mest konsekvent fører til mere konstruktiv politisk debat.

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Målet med projektet er at finde frem til måder at føre politiske samtaler på, som gør dem mere oplysende, respektfulde og konstruktive. På lang sigt vil resultaterne kunne hjælpe enkeltpersoner, undervisere, journalister og teknologiplatforme med at udvikle bedre metoder til at fremme sundere politiske debatter.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Sapere Aude giver mig mulighed for at etablere en forskningsgruppe og gennemføre eksperimenter om politisk debat i stor skala, hvilket ellers ikke ville være muligt. Det styrker mit arbejde i krydsfeltet mellem politisk adfærd og datavidenskab og udbygger mine samarbejder med både internationale og danske forskere. Projektet vil desuden udvide min metodiske ekspertise i brugen af AI i eksperimentel forskning og give et stærkt grundlag for på længere sigt at kunne bidrage til studiet af demokratisk resiliens.

Lidt om mennesket bag forskeren

Jeg er vokset op i en forstad til Ontario, Canada, og læste statskundskab på University of Toronto. Efter min ph.d. havde jeg en postdoc-stilling på New York University, hvor jeg forskede i, hvordan sociale medier påvirker politiske holdninger og adfærd. I 2019 flyttede jeg til Danmark for at fortsætte denne forskning, bidrage til opbygningen af kandidatuddannelsen i Social Datavidenskab på Københavns Universitet og undervise kandidatstuderende i kvantitative metoder.