Exploring GIP physiology: Unresolved effects of an important therapeutic system
Jeg forsker i tarmhormonet GIP i den menneskelige fysiologi, og med moderne behandling af type 2 diabetes og svær overvægt er der nu lægemidler til rådighed, som efterligner eller fjerner GIPs virkninger.
GIP udskilles fra tarmene efter måltider, men det er stadig uvist, hvad alle virkningerne er. Derfor vil jeg undersøge, om GIP kan påvirke vores insulinfølsomhed i hjernen og uden for hjernen (f.eks. muskler og fedtvæv), hvordan GIP påvirker fordelingen af sukker, efter vi har spist det, og også om GIP påvirker vores appetitregulering og oplevelse af kvalme. Disse områder kan vi studere ved hjælp af moderne billeddannelse såsom MR-skanninger af hjernen og PET-CT-skanninger af hele kroppen. Når nye kombinationslægemidler benyttes til patienter (f.eks. GLP-1 og GIP), er det svært at identificere hvilke effekter, der skyldes hvilket hormon. Men med vores resultater, vil vi kunne forklare, hvordan GIP virker i kroppen, og bidrage med forståelse af lægemidlers virkningsmekanismer, samt hvordan fremtidens behandlinger kan forbedres.
Ved tilfældighed mødte jeg i 2010 en engageret og meget motiverende vejleder, Prof. Mette M. Rosenkilde, som jeg lavede mine første forskningsprojekter sammen med, mens jeg var medicinstuderende. Det er spændende fordi det er relevant for os alle - hvad der sker i kroppen mens vi spiser - og har relation til enormt mange lidelser og patientgrupper. Og med rimeligt simple metoder kan vi komme langt med at undersøge tarmhormonernes primære effekter. Mine nuværende projekter er faktisk igen inden for samme felt, som vi startede på dengang. Udover at undersøge tarmhormonernes farmakologi og fysiologi med celleforsøg, dyreforsøg og infusioner i mennesker, udnytter jeg nu moderne billeddannelse med skanninger af forskellige typer, som kan hjælpe os med at undersøge f.eks. indre organer eller fordelingen af blodet. Den teknologiske udvikling her, er i sig selv også super spændende at være en del af, og jeg er dagligt imponeret over, hvad vi nu kan vise og måle med disse skanninger.
Vi har overordnet set to udfordringer, vi skal håndtere. For det første er flere af disse skanninger og undersøgelser ikke fuldt etableret på niveau som de skanninger, vi kan bruge til at stille diagnoser. Der er brug for nye beregningsmetoder og tilpasninger, og vi har derfor arbejdet meget på udvikling af disse metoder og forventer at skulle finjustere undervejs. Derudover har vi ikke kapacitet eller midler til at undersøge et stort antal personer, så vi skal udvælge de rette grupper af forsøgsdeltagere klogt og være påpasselige med at overføre vores fund til andre patientgrupper som f.eks. personer med let eller svær grad af type 2 diabetes. Men når vi så har gennemført projekterne, er vi netop i stand til at benytte metoderne på andre patientgrupper og undersøge f.eks. effekten af diabetes-medicin hos flere forskellige personer.
Flere lægemidler, f.eks. nuværende og kommende midler mod svær overvægt og type 2 diabetes, har virkninger lig vores tarmhormoner. Og særligt for det hormon, jeg interesserer mig for - GIP - er der en række resultater, som vi endnu ikke kan forklare. Som andre eksperter og forskere inden for dette felt, mener jeg, vi bør afdække virkningsmekanismerne, så alle er klar over, hvordan lægemidlerne virker, så vi kan benytte dem bedst muligt for at hjælpe patienterne.
Med moderne billeddannelsesmetoder kan vi ikke kun belyse mine og mine kollegaers forskningsspørgsmål, men også overføre de metoder, vi arbejder med, til diagnostik af andre patientgrupper eller optimering af nuværende skanninger og andre mål.
Jeg er meget glad for at være blevet en del af det gode selskab af nuværende og tidligere forskere i Sapere Aude-programmet. Det er en anerkendelse af mit tidligere arbejde, men også en tiltro til, at jeg kan lede min forskningsgruppe og udvikle den og mig selv med denne bevilling. Det er en udfordrende disciplin at starte en forskningsgruppe op i et nyt felt, så dette rygstød giver selvtillid og skærper mit fokus på min udvikling som leder yderligere - jeg går nu fra at vejlede og styre forskningsprojekter, til at lede en gruppe af forskere og samarbejdspartnere nationalt og internationalt. Jeg glæder mig meget til at komme i gang og etablere mig inden for metabolisk billeddannelse sammen med mit stærke team.
Københavns Universitet og Rigshospitalet-Glostrup
Metabolisk, fysiologisk billeddannelse
Glostrup
Johannesskolens Gymnasium, Frederiksberg
Jeg er mor til Nete, Peder og Maren (og Inger i himlen), og bor sammen med deres far/min mand i et dejligt hus i forstaden. Vi har ofte gang i kreative projekter, projekter i hus eller have, dyrker motion eller er på tur hos familie og venner. Jeg træner bl.a. konkurrencesvømning og deltager til mesterskaber i 'master-kategorien' i pool og havvand for at holde farten ved lige. Jeg sætter stor pris på, at min mand Kasper er god til at lave mad og kan løse store og små tekniske og praktiske problemer. Og så er jeg vild med god lakrids, boligprogrammer i TV og når mine venner og familie tænker på mig på deres rejser, og bringer en ny Fanta-dåse med hjem til min samling.