Maiken Winther Pontoppidan

Forskningsleder

 

Projekttitel

Redefining Early Risks: A Novel Approach to Mentalization in Expectant Parents

Hvad handler dit projekt om?

Mit projekt undersøger, hvordan kommende forældre forstår og håndterer egne og hinandens følelser under graviditeten – en evne kaldet mentalisering. Mentalisering er afgørende for at skabe trygge relationer og et godt forældreskab, men vi ved meget lidt om, hvordan det fungerer under graviditeten, især hos fædre. Ved at udvikle et nyt redskab til at identificere forstyrret mentalisering hos både mødre og fædre allerede under graviditeten, vil projektet gøre det muligt at opdage familier i risiko tidligt. Vi tilpasser og validerer en metode, der giver et mere nuanceret billede af forældres følelsesmæssige og relationelle udfordringer, og kombinerer interviewdata med spørgeskema- og registerdata. Projektet skaber ny viden om, hvordan mentaliseringsvanskeligheder påvirker forældreskab og barnets udvikling – og hvordan vi kan styrke den tidlige indsats og støtte sårbare familier, før problemerne vokser sig store.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Jeg har altid været fascineret af nyfødte – de kommer til verden med et enormt potentiale, som formes af de relationer og vilkår, de møder. Jeg er særligt optaget af, hvordan tidlige traumer kan præge hele livsforløb – især i overgangen til selv at blive forælder. Hvis man ikke har oplevet tryghed og omsorg, kan det være svært at give det videre. Jeg brænder for at skabe viden, der kan give de mest sårbare familier en stemme og sikre, at hjælpen både når frem i tide og er tilpasset deres behov. Jeg begyndte min forskerkarriere med at arbejde med litteraturanalyser, og det førte mig naturligt videre til interventionsforskning med fokus på forældre – fordi tidlig og målrettet støtte kan bryde negative mønstre og give børn bedre muligheder for trivsel og udvikling.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

En central udfordring i projektet er, at vi arbejder med et redskab, som oprindeligt er udviklet til at vurdere forældres mentale repræsentationer af et barn, de allerede kender og har erfaringer med. I vores projekt skal vi bruge redskabet under graviditeten, hvor forældrene endnu ikke har mødt barnet – og hvor vi i stedet får indblik i deres forestillinger, håb og bekymringer. Det skaber en helt anden type materiale, som måske gør det sværere – eller måske nemmere – at identificere tegn på forstyrret mentalisering. Når redskabet er tilpasset, skal vi afprøve det på interviews med både kommende mødre og fædre og undersøge, om det giver mening i praksis og kan bruges pålideligt i forskningssammenhæng.

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Mit projekt sigter mod at gøre det muligt at opspore psykisk sårbarhed i familier langt tidligere end i dag – allerede under graviditeten. Ved at udvikle et redskab, der kan identificere risikofaktorer for forstyrret mentalisering hos kommende forældre, kan vi skabe et nyt grundlag for tidlig forebyggelse og målrettet støtte i både forskning og praksis. Det kan få stor betydning for indsatsen i svangreomsorgen og i det tidlige forældreskab. Samtidig vil projektet bringe ny viden om kommende fædres mentale forberedelser til forældreskabet – et område, der stort set ikke er belyst. Gennem sammenligninger mellem mødres og fædres mentale repræsentationer, vil vi få vigtig indsigt i, hvordan forældres forestillinger former relationen til barnet og den tidlige familiedynamik. På sigt kan det være med til at styrke indsatsen for sårbare familier og bryde negative mønstre i næste generation.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Bevillingen giver mig en enestående mulighed for at fordybe mig i et forskningsområde, jeg brænder for – den tidlige indsats i graviditet og forældreskab. Jeg får mulighed for at styrke mine kompetencer som forskningsleder gennem ledelse af et projekt, der rummer både en ph.d. og en postdoc. Samtidig giver Sapere Aude-bevillingen mig adgang til tæt samarbejde med nogle af verdens førende eksperter inden for mentalisering og tidlig intervention. Det styrker min internationale profil og gør det muligt at producere praksisrelevant viden, der kan komme udsatte familier og fagprofessionelle til gavn.