EvolvADog: analysing deconvoluted ancestry to clarify dog domestication and nature of ghost admixture in wolves and dogs
EvolvADog handler om at finde hundens oprindelse, samt at kortlægge hybridisering mellem hunde, ulve og andre vilde canider gennem tid og rum. Strategien er at analysere over 1000 genomer og identificere geografisk lokale nedarvningsmønstre og genetiske komponenter, der stammer fra forskellige forfædre. Ved at følge genetiske spor af alle hundes fælles vilde ulve-forfader, kan hundens oprindelse lokaliseres. Projektet udvikler og anvender avancerede metoder til at kortlægge, hvornår og hvor forskellige ulve-grupper bidrog til hunde, samt afsløre potentiel "spøgelses"-hybridisering fra nu uddøde eller ukendte linjer. Projektets principielle tilgang er aldrig brugt på dyr før, og projektet pionerer derfor med en banebrydende fremgangsmåde i evolutionsbiologi.
Jeg er født biolog. Jeg har altid været opslugt af naturvidenskab og min interesse for genetik startede allerede i folkeskolen. På universitetet gik jeg målrettet efter at arbejde med genetik med et fokus på forhistorisk DNA, og jeg følger stadig dette spor. Jeg har en meget bred biologisk interesse for mange forskellige arter, men dette projekts fokus på ulve og hunde er unikt ved, at hunden historisk har været så tæt på mennesket. Derfor er der exceptionelle genetiske ressourcer tilgængelige for hunde, og ulve og hunde giver det optimale "system", som kan studeres i dette projekt.
Den ultimative udfordring er, at både hundens oprindelse og en stor mængde hybridisering mellem hunde, ulve og andre vilde canider, ligger langt tilbage i tiden. Alt er sløret i den moderne genetik, men sporene efter disse processer er der stadig. Arsenalet af metoder i projektet kommer til at vride fortidens fortællinger frem, og det giver to store perspektiver: Det første er selve ulven og hundens evolutionshistorie. Det andet er opskriften til at kunne afkode kompleks evolution på en ny måde. Det baner vejen for tusindvis af fremtidige studier.
Projektets metode er pionererne og vil styrke videnskabens omfang og selve evnen til at dykke ned i evolutionshistorie af alverdens organismer. Vi befinder os i en tid, hvor enorme dataset bliver genereret på alle mulige arter: Snart kan mange andre organismer udforskes bedre end i dag, inspireret af dette projekt. Derudover vil projektet svare på den legendariske gåde: Hvor kommer hunden fra? Hunden var det første domesticerede dyr og dermed oprindelsen af selve domesticeringen. Det har ændret verden og menneskets historie for altid - en bedrift på højde med brugen af ild og elektricitet. Så at finde oprindelsen af domesticering, vil gå over i historien.
Det kan ikke overdrives, hvor vigtigt det er, at jeg kan starte min egen gruppe og selvstændigt fokusere på mine egne idéer. Det er en drøm der går i opfyldelse. Men det er også en karrierekanon. I den sammenhæng er timingen for projektet perfekt. Der er helt nye metoder nu, der sprænger tidligere grænser for genetisk forskning. Det her er det næste niveau på den akademiske stige, men vigtigst er muligheden for at pionere og lægge mig i fronten af et forskningsfelt. Det er en personlig gevinst, men hele verden vil blive klogere: Det er større end mig, og det er en investering i viden om liv og livets historie.
Jeg er gennemgående naturinteresseret samt dybt fascineret af evolution og livets historie. Jeg har opdaget, hvordan genetik er nøglen til at kunne læse en organismes evolutionshistorie, og det er magisk at kunne åbne de historier. Min interesse for naturen gør, at jeg ved meget om mange arter. Dét kombineret med, at jeg er opfindsom af natur, gør mig til den forsker jeg er. Jeg tænker meget over de emner jeg arbejder med, og mit hoved forsker derfor altid på en måde - så min forskning kan kombineres med at gå på jagt eller gå en tur i haven, skoven eller på stranden med min kone og børn. Jeg er derfor så privilegeret, at jeg både arbejder med naturen og slapper af i naturen. Jeg glæder mig over og tror på, at mine børn har fået noget af den genetiske arv.
Københavns Universitet
Biologi
Vordingborg
Vordingborg Gymnasium & HF