TERA: Ecological Risk Assessment of Pathogen Persistence in Plant-Based Foods
Plantebaserede fødevarer bliver stadig mere udbredte, men de kan indeholde komplekse mikrobielle samfund, som påvirker fødevaresikkerheden. I dag vurderes risiko primært ud fra faktorer som temperatur, pH og enkelte bakteriearter, mens bakteriernes indbyrdes samspil udelades. Projektet undersøger hvordan mikrobielle samfund påvirker sygdomsfremkaldende bakterier, ved f.eks. at give dem bedre mulighed for at overleve under nye forhold eller ved at øge deres evne til at gøre skade. Denne viden bruges til at identificere mikrobielle fingeraftryk, dvs. karakteristiske mønstre i mikroorganismers sammensætning og aktivitet, som kan kobles til øget risiko. På den måde kan der udvikles en ny tilgang til risikovurdering, hvor hele mikrobielle samfund indgår, så problemer kan forudsiges og forebygges tidligere.
Jeg har siden mit speciale været optaget af, hvordan bakterier interagerer med hinanden. Under min ph.d. arbejdede jeg specifikt med, hvordan forskellige bakterier påvirker hinanden, når de udvikler sig sammen. Her opdagede jeg, hvor stor betydning interaktioner mellem arter har for den samlede funktion af mikrobielle samfund. Gennem projektsamarbejder fik jeg øjnene op for fødevareområdet og for, hvor stor en rolle bakterier spiller i denne branche, både på godt og ondt. Samtidig indså jeg, at mange af de opdagelser, jeg havde gjort, kunne have stor betydning inden for både produktion og fødevaresikkerhed, og det har motiveret mig til at arbejde videre med feltet.
En væsentlig udfordring er, at vi stadig ikke kan forklare, hvorfor bakterier, der kan gøre os syge, nogle gange opfører sig forskelligt i ellers helt ens fødevarer. Det peger på, at samspillet mellem forskellige bakterier spiller en afgørende rolle, men det er vanskeligt at måle og forudsige. Den teknologiske udvikling har dog åbnet nye muligheder for at arbejde med problemstillinger, der tidligere var svære eller umulige at undersøge. Projektet vil derfor kombinere avancerede metoder til dataindsamling med moderne analysemetoder. Det gør det muligt at identificere sammenhænge mellem bestemte bakteriesamfund og skadelige bakteriers evne til at overleve i fødevarer. Denne viden kan bruges til at udvikle nye, mere præcise redskaber til risikovurdering og dermed flytte fødevaresikkerhed fra primært at handle om enkelte faktorer til også at tage højde for hele det mikrobielle samfund.
Projektet kan bidrage til øget sikkerhed i plantebaserede fødevarer og dermed til en mere tryg grøn omstilling af fødevaresystemet. Denne tryghed er essentiel for både producenter og forbrugere, hvis ændrede forbrugsvaner skal slå igennem. Ved at udvide den nuværende tilgang til fødevaresikkerhed til også at omfatte viden om hele mikrobielle samfund kan vi opnå en bedre forståelse af, hvornår fødevarer bliver usikre. Resultaterne vil derfor være relevante for både fødevareindustrien og myndighederne og kan samtidig styrke Danmarks position inden for fødevaresikkerhedsforskning og udviklingen af nye, bæredygtige fødevareprodukter.
Det er en stor ære at have fået tildelt et så prestigefyldt legat som Sapere Aude: DFF‑forskningsleder-bevillingen. Det giver et stort mentalt boost at få den anerkendelse, både for mit hidtidige arbejde og for denne nye retning. Helt konkret giver det mig også mulighed for at ansætte dygtige forskere, som kan være med til at drive dette ambitiøse projekt, og dermed styrke den forskningsgruppe, jeg har opbygget. Projektet samler mine tidligere resultater i en ny retning og vil både styrke min rolle som forskningsleder og give mig en platform til at udbrede resultaterne. Tildelingen af et så konkurrencepræget legat er samtidig et stærkt rygstød til at tage min forskning endnu længere i fremtiden.
Københavns Universitet, Institut for Fødevarevidenskab
Mikrobiologi
Jeg bor i København med min mand og vores tre børn. Gennem mit arbejde som forsker har vi haft mulighed for at bo og arbejde i forskellige dele af verden i perioder, hvilket har været en stor oplevelse for os alle. Efter næsten et år i Schweiz har jeg fået en særlig glæde ved lange vandreture i bjergene , en interesse, som dog ikke altid er lige nem at dyrke i hjertet af København. Her nyder jeg i stedet at være sammen med familien og slappe af med en god bog, når hverdagen tillader det.
Københavns kommune
Frederiksborg Gymnasium