Stinne Ravn Greisen

Forskningsleder

Stinne Ravn Greisen


Projekttitel

Autoantibodies in Translational  Medicine -from Diagnostic Tools  to Pathogenic Drivers

Hvad handler dit projekt om?

Autoimmune sygdomme skyldes, at immunsystemet angriber kroppen selv. Ofte dannes der autoantistoffer mod kroppens egne proteiner. I sygdomme som systemisk sklerodermi, lupus og Sjögrens sygdom er disse autoantistoffer rettet mod proteiner, der befinder sig inde i cellerne. Man har længe antaget, at autoantistoffer ikke kan trænge ind i levende celler, og derfor at disse antistoffer kun er markører for sygdom.

Mit projekt udfordrer denne opfattelse og undersøger påstanden at autoantistoffer med mål inde i cellen er sygdomsfremkaldende. Jeg vil derfor undersøge, hvordan autoantistoffer kan trænge ind i levende celler, binde deres målprotein og aktivere immunforsvaret indefra. Hvis det er tilfældet, kan disse autoantistoffer være en direkte årsag til sygdom og vævsskade. Resultaterne kan ændre vores grundlæggende forståelse af autoimmune sygdomme og bane vejen for helt nye og målrettede behandlinger.

Hvordan opstod din interesse for dit forskningsfelt?

Jeg har altid været meget interesseret i hvordan autoimmune sygdomme opstår og udvikler sig. I tråd med dette, tænkte jeg over hvorfor autoantistoffer med forskellige mål inde i cellen giver forskellige specifikke sygdomme. Samtidig erfarede jeg, at når niveauet af disse sygdomsspecifikke autoantistoffer faldt, så fik patienten det typisk bedre. Dette fik mig til at stille spørgsmålet: Spiller autoantistoffer med mål inde i cellerne en direkte og aktiv rolle i sygdomsudviklingen? Foreløbige resultater tyder på at dette er rigtigt og at autoantistoffer kan trænge ind i cellerne og påvirke centrale biologiske processer. Hvis det viser sig at være korrekt på tværs af sygdomme, udfordrer det en grundlæggende antagelse i immunologien og kan ændre vores forståelse af autoantistoffers rolle. Denne kombination af et klinisk relevant spørgsmål og muligheden for at flytte grænserne for vores biologiske forståelse er det, der driver min forskning.

Hvad er de forskningsmæssige udfordringer og perspektiver ved dit projekt?

Den største forskningsmæssige udfordring er, at projektet undersøger en idé, som går imod den traditionelle forståelse af immunologi. I årtier har man antaget, at autoantistoffer ikke kan trænge ind i levende celler og derfor kun kan påvirke processer uden for cellen. Mine foreløbige resultater tyder imidlertid på, at nogle sygdomsfremkaldende autoantistoffer kan passere cellemembranen, binde til proteiner inde i cellen og aktivere immunforsvaret indefra. 

Hvis denne mekanisme kan dokumenteres på tværs af flere autoimmune sygdomme, vil det ændre vores grundlæggende forståelse af, hvad autoantistoffer kan, og hvilken rolle de spiller i sygdomsudvikling. Perspektivet rækker derfor langt ud over bindevævssygdomme og kan få betydning for en lang række autoimmune, neurologiske og hormonelle sygdomme. Samtidig kan det åbne for udviklingen af helt nye behandlinger, målrettet de sygdomsfremkaldende autoantistoffer og deres vej ind i cellerne.

Hvilke perspektiver vurderer du selv, at din forskning på sigt kan have for det omgivende samfund?

Autoimmune sygdomme rammer millioner af mennesker verden over og kræver ofte livslang behandling. Hvis vi kan påvise, at autoantistoffer aktivt driver sygdom ved at trænge ind i levende celler, kan det bane vejen for mere målrettede behandlinger, der angriber sygdommens årsag frem for blot symptomerne. 

Perspektiverne rækker dog langt videre. Hvis vi forstår, hvordan antistoffer kommer ind i celler, kan denne viden bruges til at udvikle en ny generation af terapeutiske antistoffer. Det kan gøre det muligt at ramme sygdomsdrivende proteiner inde i cellerne, som i dag er utilgængelige for de fleste biologiske lægemidler, og dermed åbne nye behandlingsmuligheder inden for blandt andet kræft og autoimmune sygdomme.

Hvad vil det betyde for din forskerkarriere, at du indgår i Sapere Aude-programmet?

Jeg er både stolt og taknemmelig over at modtage Sapere Aude: DFF Forskningsleder-bevillingen. Det er en stor anerkendelse af den forskning, jeg har gennemført indtil nu, og af de idéer, jeg ønsker at forfølge i fremtiden. Bevillingen giver mig en enestående mulighed for at udvide min egen forskningsgruppe og forfølge forskningsidéer med potentiale til at udfordre etablerede opfattelser inden for immunologi. Jeg glæder mig til at videreudvikle et ambitiøst forskningsmiljø hvor nysgerrighed, samarbejde og talentudvikling går hånd i hånd.