Kodeks for god adfærd er for medlemmer af Danmarks Frie Forskningsfond, der ansøger fonden om forskningsfinansiering.
Det danske samfund i almindelighed og forskersamfundet i særdeleshed har behov for, at de personer, der sidder i de offentlige forskningsfonde, har de bedst tænkelige kvalifikationer.
Medlemmer af Danmarks Frie Forskningsfonds (DFF) bestyrelse, faglige råd og tematiske ad hoc-udvalg udpeges i deres personlige egenskab, og der lægges vægt på en bred erfaring inden for både dansk og international forskning. Derudover ser DFF gerne, at medlemmerne er aktive forskere.
Det indebærer, at de personer, der udpeges som fondsmedlemmer, er forskningsaktive, herunder at de har en forskningsfortid og -nutid, der gør dem særdeles markante. Det indebærer også, at de generelt har en historik med en højere succesrate med hensyn til at opnå forskningsbevillinger, end hvad der er tilfældet for forskersamfundet som helhed. Det bekræftes af de undersøgelser, som DFF løbende foretager af DFF-medlemmers ansøgninger og bevillinger ved fonden før, under og efter medlemskab.
Som aktiv forsker kan man som fondsmedlem fortsat have behov for at søge DFF om forskningsmidler. For fonden og det enkelte medlem er der imidlertid også nogle dilemmaer, der knytter sig til, at medlemmer søger og opnår bevillinger fra fonden. Det gælder særligt i forhold til fondens legitimitet og den potentielt sårbare position, som det enkelte medlem og fonden kan bringes i, når de faglige råd og tematiske ad hoc-udvalg vurderer og tager stilling til fordeling af konkurrenceudsatte midler på baggrund af ansøgninger, herunder ansøgninger fra fondens egne medlemmer.
Det er derfor bestyrelsens holdning, at fondens medlemmer fortsat kan opnå bevillinger ved DFF i beskikkelsesperioden, men at dette ikke bør være med et højere bevillingsniveau end før medlemskabet. Dette gælder for medlemmer af de faglige råd såvel som medlemmer af de tematiske ad hoc-udvalg.
Det har været diskuteret i bestyrelsen, om DFF skal fastsætte rammer for fondsmedlemmers mulighed for at søge og/eller opnå bevillinger fra DFF. Bestyrelsen har fravalgt at fastsætte generelle rammer, fordi det er vurderingen, at det ikke gør problemstillingen nemmere. Det har også været diskuteret, om bestyrelsen, som det har været praktiseret til en vis grad, skulle anmode fondsmedlemmerne om at være tilbageholdende under den periode, hvor de sidder i DFF. Det har bestyrelsen heller ikke fundet hensigtsmæssigt som et generelt princip. Dog finder bestyrelsen, at bestyrelsen som helhed samt formændene for de faglige forskningsråd og de tematiske ad hoc-udvalg indtager en særlig rolle og position, hvorfor disse medlemmer ikke forventes at ansøge DFF’s frie eller tematiske puljer, så længe de har de nævnte positioner i DFF-regi.
Bestyrelsen forventer af fondens medlemmer af de faglige forskningsråd og de tematiske ad hoc-udvalg, at de hele tiden balancerer eget behov for forskningsfinansiering over for den meget vigtige rolle at sidde i fondssystemet. Bestyrelsen har derfor en løbende dialog med de faglige forskningsråd og de tematiske ad hoc-udvalg om dette, lige så vel som bestyrelsen er forpligtet til at beskytte fondssystemet ved til stadighed at kunne dokumentere, at fondsarbejdet foregår med den højeste kvalitet og med fuld iagttagelse af gældende habilitetsregler.
Dette reviderede kodeks træder i kraft den 1. januar 2024.