Retningslinjer for brug af generativ kunstig intelligens som bedømmer i DFF

Generativ AI kommer til at få store konsekvenser for forskningen. Det rejser 
en række spørgsmål omkring hvordan forskningsverdenen skal forholde sig til brugen af generativ AI, herunder hvordan DFF skal forholde sig hertil, særligt i forhold til om hvorvidt generativ AI kan bruges til fagfællebedømmelse.

Fagfællebedømmelse er en kritisk forskningsaktivitet, da den har en direkte påvirkning på de forskere, der ansøger fonden. Samtidig er fagfællebedømmelsen i DFF også en integreret del af fondens afgørelsesvirksomhed, idet den indgår i det skøn, som DFF som myndighed bruger til at fastsætte, hvem der får bevilling, og hvem der får afslag. 

Samtidig påhviler der også DFF en forpligtelse til at beskytte ansøgernes originale, upublicerede idéer fra at blive eksponeret mod inklusion og træning i AI-modeller, som de ikke har givet samtykke til, og derigennem beskytte ansøgernes ophavsret.

Af de ovennævnte årsager har bestyrelsen besluttet, at man som bedømmer i DFF skal afholde sig fra substantiel brug af generative AI-værktøjer ved fagfællebedømmelse. Det er derfor ikke tilladt at kopiere hele eller dele af ansøgningen ind i eller delegere bedømmelsen til et AI-værktøj. 

Almindelig søgning efter baggrundsinformation udgør ikke substantiel brug og er tilladt på linje med anden litteratursøgning og faglig ajourføring, men skal ske med den fornødne agtpågivenhed.

Omformulering af stikord til prosa (fx i en afslagsbegrundelse) og brug af værktøjerne til sproglig forbedring ligger i en gråzone, da brugen i princippet er tilladt, men vil skulle ske under den fornødne agtpågivenhed i forhold til ikke at overdrage personhenførbare oplysninger, citater fra ansøgningen eller essensen af ansøgernes originale ideer til inklusion i modellen.