Nyhed

Ambitiøs strategi fra regeringen

Regeringens strategi for forskning og innovation lægger vægt på excellent forskning og nybrud i den frie grundforskning. - Godt med høje målsætninger, som dansk forskning kan styre efter, siger bestyrelsesformand for Danmarks Frie Forskningsfond Peter Munk Christiansen.

imagealt
Adobe Stock

Danmarks Frie forskningsfond hæfter sig ved, at regeringen vil skabe rammerne om en fælles strategisk indsats for at fremme og anerkende dansk forskning på højt niveau. Det er positivt, at det forskningspolitiske fokus rettes mod de excellente forskningsmiljøer og banebrydende resultater.

Det er også positivt, at et længerevarende fokus på forskningens værdi som grobund for vækst og arbejdspladser nu akkompagneres af et styrket fokus på den grundlagsskabende og eksperimenterende frie forskning - der i øvrigt er defineret ved en stor spredningseffekt til samfundet. Cirka 1/3 af de frie forskningsprojekter kobler for eksempel til virksomheder allerede under selve forskningen og skaber videnoverførsel på basis af helt nye forskningsidéer.

Fokusset er rigtig vigtigt for at skabe bred konsensus om en fri forskning, der foregår i brudfladerne mellem fagområderne, bringer ny erkendelse frem og potentielt bejler til en nobelpris.

Både fondens Sapere Aude Forskningslederprogram og et nyt ERC program, der skal geare forskere til at søge ERC-midler, styrkes i den nye strategi med midler fra forskningsreserven.

Det er positivt for at få flere idéer i spil på nobelprisniveau. 

Forum for forskningsfinansiering

Danmarks Frie Forskningsfond er sat i verden for at uddele forskningsmidler til excellente idéer, og det er klart, at det skærpede fokus på kvalitet og excellence som et nyt ståsted i den forskningspolitiske agenda kan give et løft på flere områder. 

I kraft af en fælles indsats fra politikere over universiteter til fonde kan vi holde det høje danske niveau og give forskerne de bedste betingelser for at bedrive forskning, der placerer os i den absolutte verdenselite.

Blandt regeringens tiltag er et nyt Forum for forskningsfinansiering, der skal styrke samarbejde, koordinering og arbejdsdeling mellem aktørerne i den forskningsfinansierende fødekæde. Forummet skal være forankret i fondene, universiteterne og ministeriets højeste niveau for at kunne håndtere principielle spørgsmål. Et initiativ fonden bakker op om. Det er vigtigt for ikke mindst fødekæden i dansk forskning, at systemet er finmasket og bærer talenter og idéer frem.

Karriereveje og timeglasudfordring - talenter skal have det nemmere

Det er positivt, at strategien iværksætter et initiativ til at få større overblik over karriereveje og ikke mindst timeglasudfordringen. Uddannelses- og Forskningsministeriet vil i samarbejde med universiteterne iværksætte et eftersyn af karrierevejene på de danske universiteter. Herunder ses på finansieringsstrukturer og opgavefordeling inden for og på tværs af de forskellige karrieretrin.

Fonden har sammen med Det Unge Akademi været med til at sætte spot på det problematiske i det, som Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd betegner timeglasudfordringen, hvor der er færre penge på midten af forskernes karriere, end der er i Ph.d.-laget og på professor niveau. Det giver en skæv balance.

Fornødne midler i alle led i forskningskarrieren til de dygtigste, synes vi, er rigtig vigtigt. Det er ikke befordrende for motivationen hos yngre forskere, at midlerne bliver for få og karrierevejen for besværlig. Det koster gode idéer og lysende talenter, og det er ikke en positiv driver i et fødekædeperspektiv.

Idéer på nobelprisniveau kan komme mange steder fra

Man kan betvivle, om en top-down strategi i form af særlige centre er den rigtige vej til at fremme kommende topforskning.

Det er lige så vigtigt med tilstrækkeligt med midler til at spotte talenter og idéer inden for alle fagområder. Kvalitet og excellence er vigtigt inden for alle forskningsområder.

Yderligere går tendensen mod flere og flere forskningsprojekter på tværs af fagområder, hvor forskerne tager teten og ser nye muligheder.

Derfor ligger det fonden på sinde at balancere forskernes bottom-up idéer mod nye store centre, hvis man vil spotte nye forskertalenter.

 

 

Vil du i kontakt med kommunikations- og presseteam?

Karen Marie B. Vølund, +45 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk
 
Berit Bader Lemming, +45 72 31 95 08, e-mail: bbl@ufm.dk