Nyhed
En måned efter ansøgningsfristen får yngre forskere støtte fra DFF-Dansk ERC-støtteprogram, der skal ruste dem til at få et europæisk ERC Starting Grant eller ERC Consolidator Grant
Nogle forskere har været meget tæt på at få et af de attraktive ERC grants, der starter på 1,5 millioner euro. DFF-Dansk ERC-støtteprogram skal styrke deres mulighed for at få disse bevillinger i kommende bevillingsrunder.
Den 1. maj var der ansøgningsfrist i støtteprogrammet, og den 4. juni får 7 forskere besked på, at de har fået en bevilling og kan gå i gang med at forbedre deres næste ansøgning til ERC. Forskernes projekter omhandler emner såsom nye metoder til udvikling af antibiotika og klodens tidlige historie - helt tilbage til da planter først koloniserede landjorden.
De forskere, der får midler fra støtteprogrammet, har fået en flot vurdering af deres ansøgning af ERC og ligget i toppen blandt de ansøgere, der i sidste ende ikke fik bevilling fra ERC.
Tildeling af midler fra DFF–Dansk ERC-støtteprogram baseres derfor især på, i hvor høj grad forskerne sandsynliggør, at de vil kunne forbedre deres projektansøgninger til et ERC Starting Grant eller ERC Consolidator Grant.
I 2018 er der samlet set afsat op til 10 mio.kr. på forskningsreserven til DFF-Dansk ERC-støtteprogrammet. Næste ansøgningsfrist er 31. august.
Modtagerne af midler fra DFF-Dansk ERC-støtteprogram er:
- Martin Nielsen, Danmarks Tekniske Universitet, til projektet Polynuclear Clusters for Catalysis
- Tais Wittchen Dahl, Københavns Universitet, til projektet PlantImpact - Linking mesocosm experiments to global biogeochemical models
- Steffen Dalsgaard, IT Universitetet i København, til projektet SOCCAR (Sociocultural Carbon)
- Morten Mattrup Smedskjær, Aalborg Universitet, til projektet Towards the Design of Ductile Oxide Glasses from the Bottom-Up
- Alireza Dolatshahi-Pirouz, Danmarks Tekniske Universitet til projektet From BoneRay4Hope to HealTronics4Bone
- Birgitte Rahbek Kornum, Københavns Universitet, til projektet NeuVival
- Manimozhiyan Arumugam, Københavns Universitet, til projektet Efficient discovery of novel antibiotics from human gut microbiota
|