Nyhed
Sidst i juni afholdes det 68. Lindau Nobel Laureate Meeting i Bodensee i Tyskland. Danmarks Frie Forskningsfond sender tre forskertalenter til konferencen, som i år er dedikeret til fysiologi og medicin.
Til dette års konference deltager omkring 40 nobelprismodtagere sammen med 400 unge forskere fra hele verden. Gennem forelæsninger, rundbordsdiskussioner og sociale aktiviteter udveksles viden, ideer og erfaringer mellem prismodtagerne og de unge forskere.
Udover de mange spændende fagspecifikke aktiviteter byder arrangementet blandt andet på en International Day dedikeret til Kina, hvor fokus er at skabe stærkere forskningsledere på tværs af kulturer, oplæg om forskningsformidling og en paneldebat om videnskab i en postfaktuel verden.
Danmarks Frie Forskningsfond sender ph.d.-studerende Stine Andersen, Aarhus Universitetshospital, Afdeling for Hjertesygdomme – Forskning, Institut for Klinisk Medicin, Pascal Nordgren Timshel, Københavns Universitet, Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, Pers Lab og Ole Köhler-Forsberg, Forskningsenheden for Psykoser, Aarhus Universitetshospital Institut for Klinisk Medicin, Aarhus Universitet, afsted til dette års konference.
Stine, Pascal og Ole modtog alle et EliteForsk-rejsestipendium fra Uddannelses- og Forskningsministeriet tidligere i år for deres talentfulde forskning indenfor henholdsvis medicin, psykiatri og neurovidenskab samt bioinformatik og genetik.
Læs mere om Stine Andersen
Læs mere om Pascal Nordgren Timshel
Læs mere om Ole Köhler-Forsberg
Dette års konference finder sted den 24.-29. juni. Det første Lindau Nobel Laureate Meeting fandt sted i 1951 og er afholdt hvert år siden. Konferencen dækker skiftevis over de tre naturvidenskabelige nobelpris-discipliner: Fysiologi og medicin, fysik samt kemi. I 2018 er konferencen dedikeret til fysiologi og medicin. Formålet med Lindau Nobel Laureate Meeting er at fremme udveksling mellem forskere på tværs af generationer, kultur og fagområder.
Du kan følge med i dette års konference på de sociale medier via hashtagget #LiNo18.
Du kan læse mere om konferencen på Lindau Nobel Laureate Meetings hjemmeside