Nyhed

52 millioner kroner sikrer vigtig viden om samfundet

11 forskningsprojekter om mennesker og samfundet skal udvikle løsningsforslag på væsentlige samfundsudfordringer.


Hvordan kan legefællesskaber føre til inklusion af udsatte børn? Hvordan understøtter tolke patient- og retssikkerhed på bedste vis? Hvilken indflydelse har arbejdspladsers medarbejdergrupperinger på vidensdeling mellem professionelle og sociale netværk?
 
Disse spørgsmål vil forskere undersøge i tre ud af i alt 11 forskningsprojekter, der netop har modtaget finansiering fra Danmarks Frie Forskningsfond.
 
Forskningsprojekterne finansieres gennem tematiske midler, der som noget nyt uddeles af Danmarks Frie Forskningsfond i 2018.
 
I 2018 har fonden fået til opgave at uddele 103 millioner kroner til tematisk forskning, der uddeles inden for fire politisk fastsatte områder, hvoraf forskning i mennesker og samfund er ét af temaerne, og hvortil der på forskningsreserven er afsat 52 millioner kroner.
 
Hos Danmarks Frie Forskningsfond har bestyrelsen nedsat det faglige udvalg DFF | Tematisk forskning - Mennesker og samfund, der med deltagelse fra udenlandske fageksperter har haft til opgave at udmønte midlerne til de mest kvalificerede ansøgninger inden for fire delområder:
 
1)      Børn unge og fremtidens uddannelse
2)      En effektiv offentlig sektor i et højdigitaliseret samfund
3)      Sociale forhold og sammenhængskraft
4)      Danmark i den globale verden
 
Udvalget har ud af 91 behandlede ansøgninger valgt at støtte 11 perspektivrige forskningsprojekter. Projekterne har både høj kvalitet og et anvendelsesperspektiv i forhold til samfundsudfordringerne.

Du kan læse mere om de 11 forskningsprojekter her

 

 

Vil du i kontakt med kommunikations- og presseteam?

Karen Marie B. Vølund, +45 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk
 
Berit Bader Lemming, +45 72 31 95 08, e-mail: bbl@ufm.dk