Pressemeddelelse
Dansk forskning beriges med forskning i international klasse. 35 excellente DFF: Sapere Aude Forskningsledere skal sætte en ny retning inden for et bredt felt af forskningsområder. - Danmarks Frie Forskningsfond har peget på de allerdygtigste, yngre forskere med vægt på banebrydende idéer og lederambitioner i top til gavn for Danmarks fremtid, siger bestyrelsesformand David Dreyer Lassen.
Danmarks Frie Forskningsfond booster 35 fremragende, yngre forskere med originale idéer og stærke lederevner for en samlet sum af 208 millioner kroner.
Se listen over de 35 DFF: Sapere Aude Forskningsledere
Forskningslederne får mulighed for at lede eget team og gennemføre forskning på højt internationalt niveau.
- Dansk forskning styrkes bredt fra humaniora til teknisk videnskab. Med Sapere Aude bevillingerne har Danmarks Frie Forskningsfond sikret de allerdygtigste talenter en ny bane at spille på med risikovillige penge i ryggen, som er med til at forny dansk forskning og skabe fundamentet for fremtidige excellencecentre og strategiske satsninger på basis af nye forskningsledere og idéer, som føjer vigtig viden til presserende samfundsproblemer, siger bestyrelsesformand David Dreyer Lassen.
Danmarks Frie Forskningsfond har udbudt virkemidlet siden 2010 med en finansiering af 258 yngre forskningsledere til dato, heraf har flere indledt en karriere som ledere af større centerbevillinger.
Forud for en Sapere Aude Forskningslederbevilling har kandidaterne været igennem to bedømmelsesrunder i fondens faglige forskningsråd og individuelt peer review hos internationale eksperter, før de blev udvalgt til et tværrådsligt interview.
Her kom 35 forskningsledere gennem nåleøjet, mens hele 346 havde søgt fonden om en Sapere Aude Forskningslederbevilling.
- Kvaliteten og engagementet viste sig tydeligt sammen med en stor, faglig spændvidde blandt de 35 unge forskningsledere. Der var ikke ét bestemt fagfelt i front, vi er tværtimod blevet præsenteret for mange originale idéer på tværs af videnskaberne. Jeg er slet ikke bekymret for, at Danmark vil opretholde sin flotte, videnskabelige topplacering internationalt, siger Dorthe Gert Simonsen, formand for formandsgruppen i Danmarks Frie Forskningsfond, der har foretaget interviews og endelig bedømmelse.
Blandt de 35 yngre topforskere fornyer dygtige talenter blandt andet den humanistiske forskning i befolkningserindringer om det krigshærgerede Syrien og udviklingen af datastrukturer til kryptografi og machine learning.
Andreas Bandak, Københavns Universitet, undersøger i sit projekt billeder af Syrien og deres betydning for en fremtid for det krigshærgerede land.
Den enorme visuelle dokumentation af den syriske krig til trods, så er de aktuelle processer, hvor billeder indfanger, hvad Syrien er for syrere, kraftigt understuderet. Det kommer den nye forskning i møde.
Læs om projektet: Billeder fra Syrien kan give en forståelse af, hvad landet var, er og bliver i fremtiden
Ane Bærent Fisker, Syddansk universitet, zoomer ind på forbedring af vaccinationsprogrammer i Guinea-Bissau og Burkina Faso. For vacciner antages det, at hvis målsygdommen forhindres, så er vaccinernes effekt på den generelle sundhed proportional. Men vacciner kan udnyttes optimalt, hvis fokusset ændres fra vacciners effekter mod sygdom til vacciners samspillende effekter for sundhed.
Forskningen kan bidrage til bedre børnevaccinationsprogrammer i et omfang, som kan sænke børns syge- og dødelighed i lavindkomstlande.
Læs om projektet: Ny måde at evaluere vaccinationsprogrammer skal redde børneliv i ulande
Kasper Green Larsen, Aarhus Universitet, skal undersøge datastrukturers nedre grænse for, hvor effektivt der kan søges i data. Blandt andet ved at forske i deres anvendelse og overførsel til andre felter af datalogien, herunder machine learning og kryptografi.
Projekt skal bygge videre på helt nye resultater med det formål at bruge datastrukturteknikker til at udvikle optimale algoritmer til fundamentale problemer i machine learning og kryptografi.
Læs om projektet: Hvor sikker er den sikreste kryptering
Yderligere oplysninger
Bestyrelsesformand, professor David Dreyer Lassen, Danmarks Frie Forskningsfond, tlf. 5133 9713, e-mail: david.dreyer.lassen@econ.ku.dk
Pressekonsulent Mette Lynge Hansen, tlf. 7231 8465, e-mail: met@ufm.dk