Pressemeddelelse

Grønne idéer får ekstraordinær mulighed hos Danmarks Frie Forskningsfond

Danmarks Frie Forskningsfond introducerer et nyt virkemiddel, der skal bidrage med banebrydende idéer og tværvidenskabelig forskning til den grønne omstilling. Forskere kan søge op til 8,3 millioner kroner.

Nærbillede af nogle grønne blade der sidder på en grøn gren.
Foto: Anthony Choren, Unsplash

Hidtil har forskere kunne søge virkemidlerne Forskningsprojekt 1 og 2 med en beløbsramme på op til 2 og 4,3 millioner kroner.

Men der skal tages nye virkemidler i brug for at give et særligt rum til større tværvidenskabelige forskningsprojekter, der kan understøtte den grønne omstilling.

Danmarks Frie Forskningsfond introducerer derfor et Forskningsprojekt 3 med en beløbsramme på op til 8,3 millioner kroner og med en forskningsperiode på op til fem år:

- Vi vil gøre det attraktivt at forske på tværs af fagområder, fordi det er vigtigt at kunne realisere spændende nye idéer, der imødekommer kompleksiteten i den grønne omstilling, både nationalt og globalt. Vi ved allerede, at én af de sværeste udfordringer ved at drage fordele af banebrydende teknologi er tilvænning og ibrugtagning, dertil kommer de økonomiske risici for virksomheder og samfund. Grønne løsninger kan komme helt ud over kanten, når teknologiske, merkantile, juridiske, sociale, økonomiske, etiske og kulturelle forskningsspørgsmål kan komme i spil, både hver for sig og i de samme projekter. Dermed håber vi at styrke forudsætningerne for, at forskningsgennembruddene kan komme fra uventet kant og på tværs af forskningsområderne, siger bestyrelsesformand David Dreyer Lassen.

Læs om proces for udmøntning af tematiske midler til grøn forskning

Alle grønne idéer i spil

Forligspartierne bag fondens 340 millioner kroner til grøn forskning har lagt vægt på, at pengene går til at fremme forskernes egne originale idéer, herunder løsninger der adresserer klima- og naturudfordringerne.

Midlerne skal desuden styrke vækstlaget af forskere, opbygge kapaciteten i de forskningsfaglige miljøer og bidrage til nye forskningsmæssige gennembrud inden for den grønne omstilling.

Pengene til grøn forskning indikerer dermed friere mulighed for forskerne til at forfølge risikovillige idéer:

- Vi har fået et meget bredt opdrag fra politikerne. Der er brug for forskere inden for og på tværs af alle forskningsområder til at forfølge forskningsidéer med værdi for den grønne omstilling. Vi ved, at det er komplekst og tager tid, og derfor forlænger vi forskningsperioden til fem år for Forskningsprojekt 3, mens der fortsat er mulighed for at afprøve idéer inden for rammerne af Forskningsprojekt 1 og 2 med beløb på op til 2 og 4,3 millioner kroner. På den måde håber vi, at vi virkelig får styrket vækstlaget med nye ambitiøse forskerprofiler og excellente idéer, siger bestyrelsesformand David Dreyer Lassen.

Internationale eksperter skal sikre de bedste løsninger

Der vil indgå stærke internationale kompetencer, når Danmarks Frie Forskningsfond skal bedømme nyskabende forskning i den grønne omstilling.

Udvalget sammensættes på tværs af videnskabelige områder og vil bestå af både anerkendte internationale forskere og stærke kompetencer fra dansk side bestående af nuværende og tidligere fondsmedlemmer.

Forskere, der ønsker del i de 340 millioner kroner, skal søge til ansøgningsfristen 11. juni 2020 kl. 12.00.

Opslaget forventes offentliggjort senest i marts 2020.



Yderligere information

Bestyrelsesformand, professor David Dreyer Lassen, Danmarks Frie Forskningsfond, tlf. 5133 9713, e-mail: david.dreyer.lassen@econ.ku.dk

Enhedsleder Hanne Haarup Thomsen, tlf. 72 31 84 28, e-mail: hht@ufm.dk

Pressekonsulent Mette Lynge Hansen, tlf. 7231 8465, e-mail: met@ufm.dk

 

Vil du i kontakt med kommunikations- og presseteam?

Karen Marie B. Vølund, +45 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk
 
Berit Bader Lemming, +45 72 31 95 08, e-mail: bbl@ufm.dk