Nyhed
Danmarks Frie Forskningsfond støtter nu 202 nye ideer med i alt 696 millioner kroner. De 202 ideer spænder bredt over alle faglige hovedområder og kommer fra alle kanter af landets forskningsmiljøer. Forskerne skal bl.a. intensivere arbejdet med klimaudfordringer og undersøge krydsfeltet mellem medier, mennesker og maskiner.
Forskningsprojekterne spænder bredt. Fra grundforskning til virksomhedssamarbejder. Fra det konkrete til det abstrakte. Samtidig er høj kvalitet og originalitet med til at placere dansk forskning i fronten. Det giver gode forudsætninger for samarbejde med samfundets vigtigste aftagere og sikrer, at forskningen gavner vores fælles samfund.
”Danmark har en stærk forskningsbase, og vi ser år efter år, at niveauet ikke bare er højt, men excellent. Det ser vi bl.a. ved, at antallet af ansøgninger og bevillinger har været stigende de senere år – det bunder i såvel stor interesse som kvalitet. Særligt for årets uddelinger har vi set en mangfoldighed og en tendens til samfundsengagement i projekterne, hvor flere projekter kerer sig om vores fælles bedste,” siger David Dreyer Lassen, bestyrelsesformand i Danmarks Frie Forskningsfond.
Find en liste med alle projekter, der har fået bevillingen "Forskningsprojekt 1" her.
Find en liste med alle projekter, der har fået bevillingen "Forskningsprojekt 2" her.
Mangfoldighed er kodeordet
De mange nye ideer afspejler stor mangfoldighed og virkelyst i Danmarks forskningsmiljøer.
CASE: Metangas suser og fosser ud under Grønlands indlandsis.
Et af de 202 projekter er sat i gang af en ny opdagelse om Grønlands indlandsis. I 2016 var Jesper Riis Christiansen og Christian Juncher Jørgensen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet, på feltarbejde ved iskanten og observerede ganske overraskende et forhøjet indhold af metan i luften, der susede ud under isen. Det viser sig, at de var de første til at dokumentere dette direkte metanudslip fra iskappen. Projeketet ‘Methane Emission from Ice Sheets – importance for the past, present and future atmosphere (MetICE)’, laves i samarbejde med forskere fra både Aarhus, Københavns og Utrecht universitet.
CASE: Ny forskning skal blokere lymfekræftcellers vækst.
En forskergruppe inden for området sundhed og sygdom har i et pilotprojekt fundet ud af, at stafylokok-infektion i huden spiller en vigtig rolle, når lymfekræft accelerer. Forskerne med Niels Ødum, professor ved Institut for Immunologi og Mikrobiologi og LEO Foundation Skin Immunology Research Center ved Københavns Universitet, i spidsen vil blokere en mekanisme, hvor stafylokok-bakterier i sidste ende booster lymfekræftcellers vækst.
Mellem medier, mennesker og maskiner
CASE: Hvordan påvirker hverdagsbrug af digitale medier vores adfærd og forestillinger om os selv?
Et tredje projekt, som Danmarks Frie Forskningsfond støtter, skal skaffe mere viden om danskernes brug af digitale medier og dermed skabe løsninger til det gode dataficerede liv. Målet for Stine Lomborg, lektor ved Institut for Kommunikation på Københavns Universitet, er at klæde os bedre på til at forstå og navigere i den digitale tidsalder, når vi bruger apps og self-tracking-teknologier.
CASE: Robotter med mere menneskelige egenskaber skal overtage monotone og hårde arbejdsopgaver.
Med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond og i samarbejde med en dansk robotvirksomhed skal danske og internationale forskere udvikle en beslutningsalgoritme med menneskelige egenskaber og logikker. Ved hjælp af kvantefysikkens regnemetoder håber Rafal Wisniewski, professor ved Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet, at kunne lette samarbejdet mellem mennesker og robotter, så robotterne på sigt kan overtage monotone og hårde arbejdsopgaver.
CASE: Mediernes brug af cases kan skævvride vores syn på sociale problemer.
Vi husker alle Dovne Robert og Fattig-Carina. Men hvorfor får nogle cases i medierne så stor effekt på vores faktuelle opfattelser og syn på ansvar for sociale problemer, mens andre typer af cases ikke har nogen effekt. Lektor på Institut for Statskundskab Lene Aarøe fra Aarhus Universitet vil samtidig undersøge, hvordan mediernes brug af enkelte danskere i cases kan forvrænge det billede, vi har af sociale problemer. Projektet skal desuden belyse, hvordan effekten af indflydelsesrige – men ikke-repræsentative – cases kan korrigeres.
Yderligere oplysninger
Bestyrelsesformand, professor David Dreyer Lassen, Danmarks Frie Forskningsfond, tlf. 35 32 44 12, e-mail: david.dreyer.lassen@econ.ku.dk
Områdeleder, Hanne Haarup Thomsen, tlf. 72 31 84 28, e-mail: hht@ufm.dk
Pressekonsulent, Karen Marie Vølund, tlf. 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk
18. maj 2020