Pressemeddelelse

Danmarks Frie Forskningsfond uddeler 20 millioner kroner under Inge Lehmann-programmet

Danmarks Frie Forskningsfond har netop uddelt 20 millioner kroner til fem yngre forskningsledere under Inge Lehmann-programmet. Formålet med Inge Lehmann-programmet er at styrke talentudviklingen i dansk forskning ved at fremme en mere ligelig kønssammensætning af forskningsmiljøerne i Danmark.

imagealt
Inge Lehmann. Foto: GEUS – De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland

Fem nyslåede kvindelige forskningsledere modtager en Inge Lehmann-bevilling til at udvide deres forskningsaktiviteter. Inge Lehmann-bevillingen gives nemlig som en ekstra bevilling til forskere, der har modtaget en Sapere Aude: DFF-Forskningsleder-bevilling i 2020. Dermed gives Inge Lehmann-bevillingen til forskere, som har et helt særligt potentiale for forskning og forskningsledelse på allerhøjeste internationale niveau.

Uddannelses- og Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen udtaler om uddelingen:

- Det er glædeligt at se, at der har været så stor søgning og interesse for Inge Lehmann-programmet blandt forskerne, og at der nu er fem dygtige forskningsledere, der får et boost til deres forskningskarriere. Dansk forskning har brug for både mandlige og kvindelige forskertalenter, og vi risikerer at gå glip af en stor talentmasse, hvis vi ikke får begge køn med. Inge Lehmann-programmet er et skridt i retning af at sikre den balance. Derfor er jeg også glad for, at programmet mere end femdobles med næste års finanslov.

Succesraten for programmet er 6,6 procent målt på antal ansøgninger. Danmarks Frie Forskningsfond har modtaget 76 ansøgninger til Inge Lehmann-programmet. Blandt ansøgerne var 13 mandlige og 63 kvindelige forskere.

Læs mere om de fem Inge Lehmann-forskningsprojekter her.

Der tages forbehold for, at de nævnte beløb kan ændre sig efter den forestående budgetgennemgang.


Fakta:
Inge Lehmann-programmet er en del af den politiske aftale om fordeling af forskningsreserven i 2020. Der er i 2020 afsat 20 millioner til programmet. Formålet med Inge Lehmann-programmet er at styrke talentudviklingen i dansk forskning ved at fremme en mere ligelig kønssammensætning af forskningsmiljøerne i Danmark.

Programmet er åbent for alle fagområder, og for både mænd og kvinder, men gennem dispensation efter ligestillingslovens § 3 skal Danmarks Frie Forskningsfond som udgangspunkt vælge kvindelige ansøgere over mandlige i tilfælde af lige kvalifikationer mellem to ansøgere, dog således, at der foretages en objektiv vurdering under hensyntagen til alle særlige kriterier vedrørende ansøgerne, uanset køn.

Med aftalen om fordeling af forskningsreserven i 2021 afsættes 110 mio. kr. til Inge Lehmann-programmet for at styrke talentudviklingen i dansk forskning og understøtte en mere ligelig kønsbalance i forskningsmiljøerne.


Yderligere oplysninger:

Bestyrelsesformand David Dreyer Lassen, tlf. 51 33 97 13, david.dreyer.lassen@sodas.ku.dk

Chefkonsulent, Lisbeth Eilersgaard Christensen, tlf. 7231 8417, e-mail: lec@ufm.dk

Presse- og kommunikationskonsulent, Johanne Thorup Dalgaard, tlf. 7231 8403, e-mail: jtd@ufm.dk

 

 

Vil du i kontakt med kommunikations- og presseteam?

Karen Marie B. Vølund, +45 72 31 89 31, e-mail: kmbv@ufm.dk
 
Berit Bader Lemming, +45 72 31 95 08, e-mail: bbl@ufm.dk