Nyhed
Med støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond får ni klinikere mulighed for at fordybe sig i forskning samtidig med, at de beholder deres funktion og ansættelse på hospitaler rundt omkring i landet.
Programmet Delestillinger frikøber de ni læger fra deres ansættelse i en klinisk stilling, så de i tre år kan forske i op til seks måneder om året. Den øvrige tid bruger de som aktive læger i deres nuværende kliniske ansættelse. Bevillingen giver forskningsrådet DFF | Sundhed og Sygdom fortrinsvis til læger, tandlæger og dyrlæger, der har opnået en ph.d.-grad eller tilsvarende kvalifikationer via deres forskning.
De ni dygtige klinikere, der får mulighed for at forske ved siden af deres lægegerning, er ansat på hhv. Rigshospitalet, Gentofte, Nordsjællands, Hvidovre og Herlev Hospital. Fire forskere har base på Aarhus Universitetshospital.
En af forskerne er Ditte Sloth Møller fra Aarhus Universitetshospital, der skal forske i mere individualiseret behandling af lungekræft. Lungekræft er den kræftsygdom, der dræber flest danskere. I dag får de fleste patienter standardbehandling med kombineret kemoterapi, men trods en intensiv behandling får over halvdelen af patienterne tilbagefald i løbet af de første år efter behandlingen. Gennem nationale forsøg som allerede inkluderer patienter, undersøger forskerne bag projektet om en højere stråledosis kan mindske risikoen for tilbagefald.
Ditte Sloth Møller forklarer: ”I dag behandles alle patienterne ens. Men vi har en database med kliniske data og scanninger af 700 patienter, både før, under og efter behandlingen, som vi vil analysere for at bibringe den nødvendige viden om den tidlige respons under behandling. Det gør det muligt at individualisere stråledosis, f.eks. ved at øge den, hvor det potentielt kan mindske tilbagefald. Den tilpassede behandling vil være til gavn for fremtidens lungekræftpatienter både nationalt og internationalt.”
Læs om alle ni delestillinger her.
YDERLIGERE OPLYSNINGER
Presse- og kommunikationskonsulent, Karen Marie Bjørnstrup Vølund, tlf. 7231 8931, e-mail: kmbv@ufm.dk