Nyhed
Danmarks Frie Forskningsfond har i 2020 og 2021 introduceret en række ekstraordinære tiltag i forbindelse med covid-19-pandemien, herunder lempede krav om budgetunderskrifter for ansøgere og tilbud om automatiske projektforlængelser for bevillingshavere. Disse ekstraordinære tiltag bortfalder nu.
Krav om budgetunderskrifter og stempel
Under covid-19-pandemien er mange blevet opfordret til hjemmearbejde i videst muligt omfang. Som følge heraf har Danmarks Frie Forskningsfond periodevist og ekstraordinært indført lempede krav til underskrift og stempel på budgetskabeloner. Fonden lempede senest sine krav i perioden d. 24. marts til og med 26. marts 2021.
I fase 3 af aftale om udmøntning af genåbning pr. 21. maj 2021 med start 1. august 2021, forventes det igen at være muligt med 100 procent fysisk fremmøde på arbejdspladserne. Den planlagte normalisering betyder, at Danmarks Frie Forskningsfond ikke længere opererer med lempede ansøgningskrav. Fondens ansøgere forventes derfor at følge alle de krav, der fremgår af det konkrete opslag.
Projektforlængelser kræver nu igen ændringsanmodninger gennem e-grant
Covid-19-pandemien har hidtil blandt andet resulteret i, at forskere kun i begrænset omfang har kunnet arbejde på forskningsinstitutionerne, deltage i internationale konferencer, udføre feltarbejde m.v. Disse forhold kan gøre det vanskeligt at afslutte forskningsprojekter inden for den oprindeligt fastsatte projektperiode. Derfor besluttede Danmarks Frie Forskningsfond generelt at godkende budgetneutrale projektforlængelser på et år for alle igangværende bevillinger til Sapere Aude, Forskningsprojekt 1 og Forskningsprojekt 2. Projektforlængelse krævede blot, at bevillingshaver orienterede sekretariatet.
Dette ekstraordinære tiltag er nu ligeledes ophørt. Ved behov for projektforlængelse skal bevillingshavere derfor sende en anmodning via e-grant, som efterfølgende skal godkendes af det faglige råd.
Yderligere information
Områdeleder Lisbeth Eilersgaard Christensen, tlf. 72 31 84 17, e-mail: lec@ufm.dk